Min rejse til Israel er lidt midt i højtiderne, og det for mig mest interessante var Yom Kippur, forsoningsdagen. Det er hensigten at dagen skal bruge på at rense sig selv og sin krop, og på den måde imødekomme det nye år (ugen inden fejres nytår) med ren sjæl og krop. Renselsen foregår ved at faste i 25 timer, inklusiv indtagelse af vand.

Daniel har ikke fastet i mange år. Hans familie er ikke mere religiøs end min egen, og er mere kultur-jøder ligesom vi er kulturkristne og holder jul, end de er religiøse. Dagen op til højtiden har jeg en snak med hans mor der fortæller om kulturen og at hende og manden faster, ligeså meget fordi det er sundt at rense kroppen. Jeg beslutter mig for at have kultur-ja-hatten på og at jeg vil deltage i fasten. Daniel er virkelig forundret. Vil jeg også undvære vand? Det er over tredive grader varmt om dagen. Som udgangspunkt beslutter vi ikke at undvære vand, og at vi gør det sammen, Daniel vil alligevel ikke spise hvis jeg faster.

Fasten starter fra klokken 17.45 så 16.30 kommer mosteren og morfaderen på besøg til et stort Yom Kippur festmåltid. Måltidet er med mælkeprodukter, jøderne spiser aldrig kød og mælkeprodukter sammen, så det er altid enten-eller. Denne gang mælk og masser af kulhydrater; pasta, brød, kartofler m.m. Vi slutter det af med te og kage og føler os godt mætte, og jeg regner ikke med det bliver svært at komme gennem resten af aftenen.

Udover at faste i de 25 timer må jøderne ikke arbejde, eller sørge for at holde andre i arbejde, så derfor bruges der heller ikke elektronik. Der er selvfølgelig nogle undtagelser med hospitaler m.m., men generelt så går hele landet i stå i et døgn. Det med elektronikken når det gælder lys og aircon overholder de færreste, men bilerne bliver stående og telefonerne gemt væk.

Efter aftensmaden spillede vi spil et par timer og havde det hylende morsomt hele familien. Derefter besluttede Daniel og jeg at gå en tur i gaderne. Jeg havde helt tilfældigt taget en hvid kjole på den dag, og det viste sig at være Yom Kippur farven. Gaderne var helt fyldt med mennesker. Det virkelig som om alle forlod deres hjem for at kunne gå midt på vejen og møde alle naboerne. Ingen telefoner, ingen biler, kun en masse glade mennesker på gå-ben og børn på cykler. En dejlig påmindelse af at det er mennesker der skaber værdien i vores liv. Super skøn oplevelse.
Vi gik en tur over til en kammerat og var i nogle timer inden vi drog hjem i seng ved midnatstid. Hele aftenen havde vi ikke drukket en eneste tår vand, og jeg foreslog at gennemføre fasten fuldt ud, med 25 timer uden at indtage noget som helst.

Næste morgen vågnede jeg og havde virkelig lyst til morgenmad! Jeg begyndte at snakke om pandekager og alt muligt andet lækkert. Blev faktisk ved rigtig længe, og Daniel erklærede at jeg nok var den værste at holde faste sammen med og mad-snakken måtte stoppe. Men det var svært… maven knurrede jo…

Hvad laver man i løbet af dagen? Absolut ingenting. Landet er gået i stå og alle er lidt flade for kræfter, så de flester lavet intet den dag.

Vi slappede af og fik besøg af en ven. Midt på eftermiddagen var jeg ved at blive tosset i hovedet af at være indenfor, og vi tog hunden en tur ud at gå og spille freesby. Sulten var så småt ved at lægge sig, som om at maven havde forstået at den ikke fik noget, og lige så godt kunne holde mund og spare på kræfterne.

Jeg havde aftalt med Daniels mor at tage i synagoge til afslutningen af fasten, da der bliver spillet på horn og kunne være en interessant kulturoplevelse. Vi gik omkring kvart i seks, en time inden fasten var overstået, og jeg havde en skjult vandflaske med i tasken. Sulten var helt forsvundet, men til gengæld kunne jeg stærkere og stærkere mærke trangen til vand.
På gåturen ned til synagogen begyndte jeg at få det lidt dårligt i kroppen. Der var helt proppet da vi ankom, med mændene nede i salen og kvinderne oppe på balkonen. Vi gik indenfor og lyttede til messen i nogle minutter. Alle var klædt i hvidt og stemningen hed og intens. Men jeg havde det skidt og ville gerne ud. Daniel ville slet ikke med i synagogen og sad udenfor og ventede. Han havde taget mit kamera med og havde snigtaget et par billeder for mig, så jeg ikke skulle være den uhøflige. De sidste tyve minutter sad vi bare udenfor og ventede, men jeg havde det super skidt. Det var som om gåturen ned til synagogen havde taget al pusten fra mig, så vandflasken fløj op af tasken lige så snart de sidste toner fra hornene var spillet og fasten ovre.

Hjemme igen blev der serveret te, småkager og brød. Jeg var slet ikke sulten, min krop var stadig ved at komme sig over vandmanglen og min mave gav mig signal til ikke at putte noget i den. Daniel og hans far kastede sig over de lækre sager og fortsatte med lasagne bagefter. Hans mor og jeg fik nippet lidt brød i os, hun havde det på samme måde som mig. Jeg drak te, spise en småkage og besluttede mig for aldrig at nægte mig selv vand igen nogensinde i fremtiden.
En time senere var systemet i gang, jeg havde det godt igen og var klar til en ordenlig gang lasagne.

Absolut en oplevelse. Jeg var virkelig glad for at jeg deltog. Næste gang holder jeg mig til at nyde verden uden elektronik og mødet med alle de andre i gaderne.

 

Foran synagogen inden fasten afsluttes

Foran synagogen inden fasten afsluttes

Vi starter fasten med hygge og spil på gulvet

Vi starter fasten med hygge og spil på gulvet

Categories: Iran, Israel

Comments are closed.