I marts måned er der to piger fra Storbritannien, Lucy og Cadi, som praktikanter hos Kala Raksha. De arbejder ligesom jeg 6 dage om ugen, og vil selvfølgelig have så meget ud af deres søndage som muligt. Så denne søndag tog vi alle på tur sammen, hvor planen var at tage rundt til forskellige landsbyer og se håndværk, og så slutte dagen med at ride kameler i saltørkenen og se solnedgangen.

Jeg blev samlet op af vores guide i Bhuj og morgenen, de andre piger bor i landsbyen hvor vi arbejder, som dem skulle vi hente på vejen. Guiden havde sin fætter med, som åbenbart skulle med på turen. Vi havde aftalt at køre i bil, og satte kursen nordpå. Efter 10min kørsel kommer jeg i tanke om at jeg har glemt mit pas, som vi skal bruge for at få tilladelse til at komme ud i ørkenen. Nå, tilbage til Bhuj – det var altid noget at jeg kom i tanke om det så tidligt på turen. Guiden kører langsomt, og stoler ikke rigtig på bilen, og siger til sidst at han ønsker at skifte til tuktuk, der er en form for trehjulet motorcykel med tag og sæde bagi.  Det er i orden, selvom jeg tænker det bliver en lang tur på hårde sæder, og med sol og vind på os.

Jeg forsoeger at male med limen. Det bliver ikke som de andre eksempler, som kunstneren har lavet.

Jeg forsoeger at male med limen. Det bliver ikke som de andre eksempler, som kunstneren har lavet.

Vi skifter til tuktuk og henter pigerne i Sumrasar, 1½ time efter planen – tja, det er jo Indien…
Første stop er Nirona hos Rabarier der laver Rogan kunst. Det er en slags lim som de dekorerer tekstiler med. Vi fik en demonstration og fik også selv lov til at prøve at lave en figur med limen, hvilket var rigtig svært. Man kunne ikke engang se hvad det skulle forestille, det som jeg prøvede at lave.
Næste stop var ved nogle der laver Bandhani, der er en farvnings kunst, hvor man binder en hel masse små knuder på tekstilerne inden at de farves, og så fremkommer der et mønster af det. Ganske imponerende. Hele gården var fyldt med orange-røde stykker tøj der hang til tørre.
Vores længste demonstration var hos klokkemageren, hvor de laver klokker til huset og til at hænge om halsen på køer og geder. Vi fik lov at følge med i hele processen fra bunden, hvordan at der blev klippet et stykke ud i stål og hamret og banket for at få det i form, på alle mulige måder. Alting samlet selvlåsende, og uden svejsning e.l. Til sidst blev klokken dyppet i mudder og i kobber pulver, og brændt i en lille ovn i 10min for at få en skinnende kobberoverfalde.

Klokken efter den er blevet braendt, og stadig daekket i mudder, der nu er ler.

Klokken efter den er blevet braendt, og stadig daekket i mudder, der nu er ler.

Efter at være rig på håndværksoplevelser satte vi kursen nordpå, ud på landevejen og op mod ørkenen. Vi var ikke nået ret langt før…

Vil lige indlede dette afsnit med at vi alle har det godt – ingen grund til bekymring.
… vi sidder og snakker lystigt på bagsædet, da vi ser at fætteren et øjeblik overtager styringen af tuktuk’en (han sidder på forsædet sammen med guiden). Han er ved at køre i grøften, og reagerer med at dreje alt for meget den anden vej, så vi pludselig har kurs mod midten af vejen, hvilket et trehjulet køretøj ikke har balance til, og pludselig kan vi se jorden komme mod os! De andre piger skriger, mens verden bliver vendt på hovedet. Jeg skubber på taget med armene, for at holde mig i stedet mens vi vælter rundt, og tænker ’Lad mig leve, lad mig klare det!’. Efter få sekunder og en hel rundtur på taget, lander tuktuk’en på hjulene, og vi vælter alle fem ud. Jeg konstaterer hurtigt at alle står på benene, men er ellers i en tilstand hvor jeg er ved at besvime og sikker på jeg skal kaste op. Frontskærmen er smadret, og sædet foran ligeså, som begge ligger på vejen. Jeg kan ikke rigtig følge med i hvad der sker, og sætter mig på kanten af vejen for at undgå at besvime. Da jeg ser op er der to andre biler, og vil skal ind i den ene for at køre tilbage til Bhuj og på hospitalet. Jeg er sikker på at jeg vil kaste op hvis jeg stiger ind i en bil, men hospitalet lyder som en god idé, og vi stiger alle ind i de to biler og kører af sted. Jeg får det heldigvis hurtigt bedre, og vi kan begynde at se hvilke skræmmer vi har fået. Det er utrolig lidt! Jeg opdager flere og flere steder på kroppen det gør ondt, men der er tale om blå mærker og små hudafskrabninger, og så min ene storetånegl der er brækket lidt bagover. Cadi og fætteren har flest hudafskrabninger, da de sad ’nederst’ og kom i kontakt med vejen. Lucy, der sad i midten har fået et slag ved øjet, men er ellers ok, og vores guide har brækket hånden.
Så alt i alt småting – ingen kom noget alvorligt til, og vi var alle ude af hospitalet efter en times tid, hvor vi bare fik et par forbindinger på. De gjorde ikke engang noget ved Lucy og jeg – vi fik bare lidt smertestillende, og noget creme til at smøre på sår for at undgå betændelse.
Rasmus var der med det samme, og kom med tøj til os, da Cadi og jeg havde fået ødelagt vores bukser.
Der var masser af mennesker omkring os på hospitalet, som alle viste sig at være en del af guidens familie, der gjorde hvad de kunne for at hjælpe.

Rasmus og jeg tog hjem, og resten af dagen var bare afslapning og at komme sig. Familien kom igen, nu med faderen, som er overhovedet, og inviterede os på middag hos dem dagen efter. Umiddelbart havde jeg ikke lyst, men det var pænt af dem, og for ikke at bryde nogle kulturelle regler, sagde vi ja tak.

Mandag mødtes jeg med pigerne, der var ok. Lucys øje temmelig hævet, men ellers ingen skade. Vi havde en aftale med Noopur, en veninde fra arbejdet, at skulle sammen til Arjakhpur og se på blok-print. Noopur kommer i en tuktuk! For sivlan – var jeg virkelig klar til det? Søndag havde jeg været helt skræmt over trafik, men allerede mandag følte jeg mig bedre, og havde det ok med at gå rundt, eller køre i bil.
Vi ville dog virkelig gerne med, og valgte at indvillige på tuktuk-tur. Sad det meste af turen med hjertet oppe i halsen, og især hjemad igen, hvor det var mørkt. Tror ikke jeg skal det igen foreløbigt. Jeep på arbejde i dag var ok, men tuktuk må lige vente til oplevelsen er længere væk.

Dagen efter i Ajrakhpur, med mit nye toerklaede :-)

Dagen efter i Ajrakhpur, med mit nye toerklaede 🙂

I Arjakhpur købte vi værd en dyrere ting (jeg et tørklæde), som vores egen lille gave til os selv, for at være i live og have det godt.
Jeg håber også at I alle sammen har det godt derhjemme.

Vil bare endnu en gang understrege at der ikke er nogen grund til bekymring. Vi har det fint, og jeg skal nok klare mig i trafikken her. Rasmus er her jo også til at passe på mig.

Categories: Indien, Kultur

Comments are closed.