Top bar Sverige

Hvad er bedre end at slippe hverdagens stress og jag og tage en weekend i naturen i Sverige, uden mobiltelefon, hvor vi går i seng når vi er trætte, spiser når vi er sultne, og ellers pakker dagene med fede udendørsaktiviteter? Jeg har i hvert fald altid elsket disse ture, med venner eller familie af sted et par gange om året.

Turen går som regel til Mårdaklev et par timers kørsel fra Helsingborg og ud til Carsten Ydes går midt i skoven. Carsten er århusianer og har gennem mange år haft danskere på primitiv ferie i det svenske på hans ødegård (skulle du være fristet så tjek Svensk Kano Ferie ud). Vi sidder om bålet og hører på Carstens røverhistorier fra de varme lande, kaster med økser og laver mad når vi er i lejren. Helt primitivt er det ikke, for det er et rigtigt toilet og vi sover i en stor lade, hvor der både er gammel biograf og et ægte slangeskind!

Det sjoveste er aktiviteterne, der inkludere klatring, rappelling, kajak/kano, svævebane, vandre gennem skoven, huleudforskning og cykling.

Klatring har udspillet sig på forskellige måder; med reb på klipper hvor vi har kastet os ud i at udfordre den svenske natur og om vi har kunnet komme op af forskellige typer ruter. Vi har lavet boulderklatring på klipper hvor der ikke bruges reb, men i stedet har madrasser lagt ud og i højere grad klatre på tværs end opad. Og sidst, men ikke mindst, når adrenalinen rigtig skal suse i blodårene, har vi lavet pæleklatring. Carsten har to telefonpæle stående på hhv. 10 og 15 meter, og udfordringen er at komme op og stå ovenpå dem. Det gynger temmelig meget, og det faktum at man er sikret i pælen uden sig, og derfor får lidt af en flyvetyr hvis man falder, får det hele til at kilde lidt mere.

Rappelling har vi haft med et par forskellige steder, bl.a. i en skjult alkove i en af skovene, fyldt med rosenkvarts, glimmer og andre fantastisk flotte klippe- og stenarter, der har gjort det til en rigtig perle at besøge. Turen ned langs en klippevæg har været god udfordring for de fleste af vores venner vi har haft med. Selv er jeg efterhånden rimelig rutineret fra canyoning 🙂

Kajak og kano er en af mine favoritter. Den ene gang ankom vi en oktoberaften efter mørkets frembrud og hoppede i kanoerne kun med pandelamper på. Sejladsen under stjernerne var både fortryllende og udfordrende.
Vi slog lejr væk fra gården, lavede en bivuak og sov rigtig tæt for at holde varmen, men vågnede alligevel med frost på soveposerne.

Svævebanen er et af Carstens nye påhit og går over gårdspladsen på gården. Det er mere primitivt end det kendes fra aktiv parker som Funky Monkey eller Gorilla Park hjemme i DK, hos Carsten skal man selv sørge for at standse og har i den sammenhæng fået en havehandske på så man kan trykke lidt ned på kablet og sænke farten. Man skal bare lige huske at sætte hånden efter sit ophængspunkt, så den ikke bliver kørt over – en udfordring hvis man drejer rundt. Ikke for børn.

Vandring gennem terrænet i fugleflugt efter et GPS koordinat er sjovere end man lige tror, især hvis der pludselig er en mose på vejen eller små vandløb der skal forceres.

Det er fedt at man ikke skal længere væk end en tur til Sverige for at udforske huler; her er de også smalle, mørke, glatte, våde og fyldt med edderkopper. Så der er lidt til alle slags fobier. I flere af dem hjælper det meget at samarbejde, hvilket er super fedt når man er af sted i en større gruppe og gerne vil skubbe gang i sammenholdet. På den måde kan alle klare deres udfordringer hver især.

Sidst, men ikke mindst, har Carsten en hel stak redder-cykler fra krigens tid. De er 1-gearede, tunge og larmer, men alligevel en oplevelse af køre dem gennem skoven og føle nogle af de udfordringer sygehjælpere havde den gang for mange år siden.

Periode: 2012-2014, 7 forlængede weekendture
Besøgte steder: Fem ture til Mårdaklev i Skåne, en til Kjugekull i Skåne, en til Virserum i Småland (hel uge).

Billedsamling Sverige

Categories: Travels

Comments are closed.