Endnu en gang tilbage i Iran, denne gang i selskab med min gode veninde Louise, som måtte være med på alle de tossede eventyr jeg begiver mig ud på.
Vi landede lige midt i årets måske mest særprægede og uhyggelige højtid, Ashura, hvor der er optog i gaderne med folk der pisker sig på ryggen med lænker, og alle går i sort og skal være kede af det.
Det handler om Hussein, den tredje Imams (efterkommere efter profeten Mohammad), og hans martyrdom, i et slag mellem Sunni og Shia muslimer. Shia muslimerne elsker Hussein, og hans død mindes med to dages højtid hvor alt er lukket, og man samles omkring moskeerne.
Paraderne ned gennem byen gås af mænd klædt i sort, hvor nogle bærer kæmpe trommer, mens andre slår sig med kæderne. Det lyder mere voldsomt end det egentlig ser ud – heldigvis. Tidligere gik folk med knive som de slog sig i panden med til de blødte, men det er blevet forbudt i Iran, og skal man altså til Afghanistan for at se…
Vi var i Tehran på den første dag, og oplevede både dette slag optog, samt et andet gennem basaren, hvor mændene sang og slog sig på brystet.

Alt er lukket til ashura, til gengæld er der store uddelinger ved moskeerne af mad og te, så vi kunne nemt få opfriskninger i løbet af dagen.

Vi hoppede på en natbus til Tabriz i det nordvestlige hjørne af Iran, og tilbragte andendagen af højtiden deroppe. Efter at have brugt en dag på at opleve det, ville Louise og jeg helst ud og se noget andet. Vi fulgtes med Amir, en iraner jeg kender fra tidligere, fra den anden ende af landet, som var taget med os for at opleve mere af Iran. Amir kendte en lokal ved navn Morteza, som er god til at blaffe, så sammen drog vi fire af sted på tomlen mod Kandovan landsbyen, hvor husene er bygget ind i klipperne.
Morteza var super god til at overbevise enhver chauffør om at blafning er gratis og at de skulle tage os med, og den sidste chauffør endda at han skulle med helt til Kandovan, fordi han ikke selv havde set det.
Landsbyen var vildt spændende og imponerende. Som regel kan man komme ind og se husene, men vi måtte nøjes med at gå rundt udenfor, mens alle landsbyens beboere var i gang med et ashura optog.
Vi passerede en stor pøl blod, som var fra det får der blev ofret ved ceremonien.

På tilbagevejen blev vi halvvejs samlet op af Mortezas ven, der hentede os i en pick up lastbil med et lille lad. Der var et tæppe på bunden, så vi kunne sidde godt, og allerede en passager bagi. Det er ikke første gang at jeg rejser bag på et lad, men første gang at det har været forsøgt komfortabelt, og første gang at vi skulle skjule at vi var der. Chaufføren var bange for at blive fanget i ulovligheden, så vi måtte ikke stikke hovederne op og kigge, eller høre musik når vi kørte langsomt i byerne.

Sulten trængte sig på. Det var et stykke ud på eftermiddagen, og alt vi havde fået var en simpel bolle ved en moske om morgenen. Alle gutterne boede sammen og havde glemt at købe ind til ashura, så de var helt uden mad, så vi var på jagt efter en frokost.
Vi satte kursen mod en landsby, hvor der blev delt gratis mad ud. Chaufføren og en anden kammerat af Mortezas, der sad foran hoppede ud og modtog hver en portion frokost, som de langede over siden på ladet om til os. Det lykkedes dem at stå i køen igen, og få to mere, men det var også det. Nu havde vi 4 portioner til syv mand. Vi måtte fortsætte jagten til endnu en landsby.
Denne var totalt proppet med folk der forsøgte at køre ud af byen efter at have modtaget den velgørende mad. Vi gik alle af sted, og maste gennem menneskemængderne ind i hjertet af landsbyen.
Det hele var overstået.
Frokosten var uddelt, og nu stod vi her syv sultne vokse, og så udsigten til at skulle dele fire frokosten som det eneste mad for resten af dagen…
Mortezas ven ville dog ikke give op, og vi bankede på døren på forsamlingshuset. Vi blev modtaget og fik at vide at det var slut, men vennen gav ikke op og tiggede om vi kunne få noget at spise. Til slut forbarmede de sig, og lukkede os ind. Gryderne blev skrabet og vi fik alle en god frokost, inden vi fortsatte tilbage til bilen og det sidste stykke til Tabriz.

Jeg følte mig som en anden flygtning, der gemmer sig bag på biler og tigger om mad… men når det kun er for en enkelt dag, er det bare en sjov oplevelse.

 

Her er en film fra hele turen, som har klip både fra blaffeturen og ashuraoptog:

Uddeling af mad i Tehran, første ashura dag

Mand pisker sig under optoget

Kandovan landsbyen med huse i klipperne

Vi sidder klar bag på ladet og skal på frokost mission

Categories: Iran, Israel

Comments are closed.