Selvom sidstedagens vandretur var kort, stod vi tidligt op for at komme i gang og nå til den 400m bjergsidestigning inden at solen ville stå højt på himlen og varmen være helt ulidelig. Uden pauser, bare med snak, var vi fremme ved opstigningen efter et par timer, og vaskede vores sko fri for sand en sidste gang i floden. Jeg satte af sted mod toppen sammen med nogle af de første. Kunne ikke følge med Dennis der sprang op som en anden bjergged, men synes ellers at det gik ganske nemt og at stien havde virket stejlere på nedturen end nu. Så da toppen kom før jeg regnede med, og de andre kvinder først laaaangt bag mig, var det et skønt skulderklap, og et sidste luk munden til ”du har ikke trænet nok”-stemmen inde i mit hoved, der havde talt i flere måneder. Jeg har gået mange en dags vandreture der var hårdere end denne fem dages ekspedition. Jo, mine lår var virkelig ømme, men musklerne blev også brugt helt anderledes til al det scrambling end hvis man bare går. Det faktum at jeg ikke fik en eneste vabel på turen var min største målestok for at vi havde taget det stille og roligt, men det er også fedt – turen handler om at se og opleve Son Doong, Hang En og junglestykkerne, det handler ikke om at komme hurtigt igennem.

Vi kørte til Chay Lap; et lækkert ressort hvor vi havde resten af dagen og nat med, og kunne blive vasket rene og få vasket tøj. Jeg var spændt på om de ville kunne befri mine bukser for mudder og min BH for blod, men det viste sig ikke at være noget problem og det hele kom tilbage med en skarp lugt af parfume og foldet pænt sammen.

På ressortet blev vi mødt med champagne til velkomstdrink og kun at have lækker frokost og lækker aftensmad som program.
Daniel, min israelske rejsekammerat, mødte mig også. Jeg havde spurgt forinden om han måtte bo hos os den sidste aften, og det måtte han gerne uden ekstra betaling. Han fik også både frokost, aftensmad og morgenmad med, så det blev turens mest luksuriøse dag uden at han betalte noget som helst for det.

Jeg har kun været på ressort i forbindelse med arbejde og så nu med denne tur og er slet ikke vandt til at rejse med luksus. Til gengæld til så høj en pris for turen, så er det vel kun forventeligt at bostedet den sidste dag er lækkert.

Opsummeret kan jeg sige at det var en helt fantastisk oplevelse at være på ekspedition til Son Doong, og det er svært at beskrive hvor stor og hvor flot der egentlig er inde i grotten. Det er rart nok at være af sted med professionelle, selvom jeg også holder meget af at udforske på egen hånd.
Jeg går og tænker på hvad næste eventyr af denne slags skal være… måske en bestigning af Mount Damavand – Asiens største vulkan der ligger i Iran. Eller måske den 14 dages vandretur i Himalaya til Base Camp Everest. Følg med næste år 😉

Fik du læst om de første to dage? Tag med fra begyndelsen og dag 1 her

 

Slapper af ved poolen. For mig er det helt perfekt at det er overskyet.

Slapper af ved poolen. For mig er det helt perfekt at det er overskyet.

Holdet efter opturen tilbage til vejen.

Holdet efter opturen tilbage til vejen.

Categories: Natur, Vietnam

Comments are closed.