Jeg går på en stejl sti ned gennem junglen. Der er glat og mudret og hvert skridt er som et naturligt trappetrin nedad – ned, ned, ned… der er en der fortæller mig at turen slutter med at vi skal samme vej ud igen. Puh ha! På vejen ned møder vi den forrige gruppe, der netop er på vej tilbage efter 5 dages eventyr, og de er helt udmattede, men får samtidig fortalt os at det er vidunderligt. Det er første dag i ekspeditionen til Son Doong, verdens største grotte.

Historien starter dog lidt før, faktisk helt tilbage i oktober året inden, hvor jeg havde overvejet ekspeditionen til Son Doong i Vietnam, men slået det hen pga. den høje pris. Denne oktober bød dog på en tur til Slovenien og Europas største grotte, som var ligesom at træde ind i Moria fra Ringenes Herre, med en underjordisk kløft og gamle faldefærdige stier, som dem Frodo skal finde vej ad. Det tog kun et par timer at komme igennem, men længe nok til at jeg var solgt, og svingede dankortet med de 3000 dollars for ekspeditionen til Son Doong efterfølgende august. Jeg blev godkendt, modtog en træningsplan og kunne derefter glæde mig i 10 måneder.

Jeg ankom til Phong Nha national park dagen inden ekspeditionen og blev indlogeret på et lækkert guesthouse ned til floden. Nationalparken er kun for nylig blevet et kendt turistmål, og landskabet med de smukke limestone klipper udforskes stadig for nye grotter. Der er fundet over 300 indtil videre.
Jeg mødte en pige ved navn Maddie fra USA, eller rettere fra hele verden, for hun havde boet 3 år i Tyskland, 3 år i Australien, 2 år i Kuwait, og havde ikke været i USA siden. Og så var hun 27 ligesom mig. Juhu! Elsker at møde andre rejsende nomader, og så frem til at møde resten af gruppen der skulle med på tur. Min forestilling var netop naturglade eller fotoglade mennesker, som værende typen der ville tage på sådan en ekspedition.

Vi kom alle tre briefing om aftenen hvor alt blev gennemgået og vi mødte hinanden som deltagere, samt vores vietnamesiske guide Phoung og de to professionelle engelske grotteudforskere Watto og Adam. Holdet var foruden Maddie og jeg; Lynn og Steven et par englændere i halvtredserne bosiddende i San Diego, Kamie og Kim to damer omkring fyrre med god festlig energi fra Texas, hollandske Dennis i midt trediverne der bor i Schweiz, Juan-Carlos Malaysia-bosiddende Colombianer i fyrrende og Jeromy fra New Zealand boende i Australien og Ben fra Australien jævnaldrende til mig. Så jeg fik i hvert fald ret i det med det rejsende folk, da over halvdelen af gruppen bor i et andet land en det de kommer fra. Vores guider (grotte-guiderne) fortalte at fordi det ”Verdens største” tiltrækker det aller mulige former for rigmænd og folk med prestige som ambassadører, Obama, millionærer, kendte, Viktoria Secret modeller og diverse professionelle fotografer og filmfolk. Tanken om at et par halvgamle tykke ambassadører i jakkesæt (det var det nok ikke, men i min forestilling var det sådan) kunne klare turen fik mig til at slappe mere af i forhold til om jeg havde trænet nok.

Vi blev hentet i bus om morgenen og kørt til trekkets start hvor vi fik en 2L flaske vand med is at starte dagen på, samt vores hjelme og handsker. Kun 9 deltagere denne morgen, da australske Ben havde kastet op hele natten og desværre var for syg til at tage af sted.
Foruden vores guides var der 20 portører der gik i forvejen og laver vores lejr og slæber alt med; telte, vand, mad, skrald og vores personlige sager. Det er en luksusekspedition, og mig som er vandt til at bære alt selv på vandreture følte mig super forkælet ved kun at skulle have vand, kamera og solcreme i tasken.
Vi startede turen med netop nedstigning af bjergsiden gennem junglen. En fra den tidlige gruppe der var på vej op, fortalte at vi ligeså godt kunne anse igler for vores venner. AD! Igler! Ikke lige min favorit kryb.
I bunden stødte vi på et lille vandløb som guiderne straks vadede ud i med og fortalte at vi kunne lige så godt blive våde med det samme, for vi skulle regne med at være våde de næste fem dage. Farvel tørre sko – vi ses på den anden side. Hurra for talkumpudder og vabelplaster fra Canada.

Vi vandrede gennem junglen og fulgte floden i godt tempo og nåede en lille landsby hvor der var frokostpause. Landsby var så meget sagt, for der var kun fire huse som alle var en del af samme familie. De har virkelig valgt sig et isoleret sted at bo. Ved frokosten mærkedes det igen hvor meget en luksustur det er, med lækker mad, snacks, søde sager, te og kaffe.
Efter landsbyen forsatte vi videre af den lille sti gennem junglen, og nåede til sidst Hang En, verdens tredjestørste grotte, som også var dagens destination. For at komme til Son Doong skal man gennem jungle, gennem Hang En, gennem mere jungle, og ja så kommer grotten, som man forlader på samme måde og tilbage igen.
Vi afprøvede satellittelefonen som ikke rækker længere efter Hang En, så hvis der sker noget i løbet af turen er der nogen der skal helt der tilbage for at kunne tilkalde hjælp.

Hang En er en helt fantastisk grotte med en stor indgang og et stort rum med sin egen badesø og sandstrand lige ved lejren. Vores telte stod allerede klar med et lille navneskilt på hver og med presenning foran til at tage det våde tøj af på. Vi skiftede straks til badetøj og afprøvede søen, hvor fiskene bed i vores hud. Hang En betyder svale grotte, og det blev helt tydeligt ved tusmørket hvor tusindvis af svaler kom tilbage til deres reder.

Aftensmaden havde 9 forskellige retter med lækker vietnamesisk mad. Hvis vi troede vi skulle tabe os på turen, så tog vi fejl! Men mums, hvor skønt, og sikke en fantastisk stemning at sidde og spise inde i et kæmperum af en grotte.
Efter maden øvede vi fotografering. Det er ikke ligetil at tage billeder i store mørke rum, så folkene med spejlreflekskameraer stillede sig klar med tripots og et par af portørerne hjalp med projektører. Watto instruerede og ville have alle til at bruge tid på at finde fokus, hvorefter de tog et billede med 10 sekunders eksponering mens at portørerne ”malede” væggene med lyskegler. Jeg tænkte at jeg umuligt kunne lave noget godt, men ville alligevel være med, og satte bare mit lille Olympus Tough kompakt kamera på auto og slog blitzen fra, og så skød jeg bare et helt tilfældigt billede… som så blev helt vildt godt! Selv Watto var imponeret. Jeg prøvede igen, og igen og igen, og kunne aldrig få noget lige så godt, men kunne alligevel sagtens være med. Ha ha! Så meget for at have brugt en masse forgæves energi på at finde et spejlrefleks kamera at tage med, når nu det andet gjorde det ganske fint.

Gik i seng i mit telt, og måtte halvvejs gennem natten åbne i begge ender for at få noget gennemtræk, for det var simpelthen så varmt, med fare for at få svalelort i hovedet. Dem der tror det er koldt i grotterne tager fejl – det er stadig super hedt, og mega, mega fugtigt.
Op på toilet midt om natten, hvor der var to rotter der fes ud af toiletteltet da jeg kom ind. Så er der alligevel en del af turen der er ganske primitiv – intet problem med mig. Jeg glædede mig bare til Son Doong dagen efter.

Læs om dag 2 her, hvor jeg kom ind i mørket i verdens største grotte.

[jetpack_subscription_form]

Jungle blomster

Jungle blomster

Vandring gennem dalen i Phong Nha

Vandring gennem dalen i Phong Nha

Nårh ja, efter nogle forsøg klarede dem med spejlreflekskamera det alligevel rimelig godt :)

Nårh ja, efter nogle forsøg klarede dem med spejlreflekskamera det alligevel rimelig godt 🙂

Mit super billede tilfældigt taget med auto-funktionen

Mit super billede tilfældigt taget med auto-funktionen

Lynn og Steve gennem junglen

Lynn og Steve gennem junglen

Juan-Carlos på vej ned gennem mudder, med hjælp fra en guide assistent

Juan-Carlos på vej ned gennem mudder, med hjælp fra en guide assistent

Pige ved frokost stoppet i den lille landsby

Pige ved frokost stoppet i den lille landsby

Udsigt ned til lejren i Hang En

Udsigt ned til lejren i Hang En

Categories: Natur, Vietnam

Comments are closed.