Kutch er fyld med folk fra forskellige etniske grupper og stammer. Et af dem jeg har været tættest på er Rabari folket. En del af de kunsthåndværkere der arbejder for Kala Raksha kommer derfra, og bl.a. de to der har lavet mine to første iPad sleeves. Der er tre forskellige type rabarier, men da jeg ikke har styr på hvem er hvem, anser jeg dem alle som samme folk foreløbigt.

Det var sjovt at arbejde med dem, selvom at de snød mig lidt. Jeg havde valgt materialer og farver på trådene til dem, for at det skulle matche, uden alt for mange kontrast farver. Men den ene af dem udskiftede bare to af trådene, til noget hun bedre kunne lide. Nårh ja, så gør vi det åbenbart sådan.

Den ene af de to var 84 år gammel, men kan stadig styre hænderne, og lave flotte dekorationer. Det er hverken lige eller perfekt, men har stadig charme, og det ses at det er håndlavet.

Begge kvinder var ældre, og havde derfor sort tøj på. Det er kun de unge der går i farverigt tøj. Tøjet var dekoreret, men ikke med broderi, hvilket undrede mig, da det jo er det de er så gode til. Det viser sig at være pga. nogle bryllups traditioner. Når Rabarier gifter sig, er det altid med nogle fra en anden landsby. Bruden skal som medgift sy en masse tøj til sig selv og sine kommende børn, som skal bruges i fremtiden. Når hun er færdig, flytter hun over til mandens by og familie, og hører så til der resten af sit liv.
Der opstod dog et problem med at nogle af pigerne brugte årevis på at færdiggøre deres medgift, med masser af broderier, for at trække tiden ud, og derfor besluttede de ældre i samfundet at bandlyse broderi til eget forbrug fuldstændigt. Så nu laver de kun for andre.

Udsigt over kvindesiden af tilskuerne. De fleste i de traditionelle sorte klaeder, mens de unge har farver.

Udsigt over kvindesiden af tilskuerne. De fleste i de traditionelle sorte klaeder, mens de unge har farver.

Oereringe hos en aeldre kvinde. De er tunge...

Oereringe hos en aeldre kvinde. De er tunge…

Den pyntede gom og spoegelset... Bag ved kan de naeste par i raekken skimtes.

Den pyntede gom og spoegelset… Bag ved kan de naeste par i raekken skimtes.

I sidste weekend var vi til bryllup. Natten inden ceremonien var der danse aften, hvor alle deltager bortset fra bruden. Først danser kvinderne rundt og rundt om bandet, der spiller uafbrudt, og ikke specielt kønt. Senere på natten er det mændenes tur. Imens går nogle fra publikum ind i mellem ind og smider pengesedler på bandet – kaster dem højt op i luften, så de flyver rundt.

Brylluppet vi var med til var et massebryllup, hvor 22 par blev gift. Det medførte et publikum på flere tusinde, da alle skulle med fra begge familier, som var samlet i et stort telt. Ned langs midten foregik ceremonien, som blev udført samtidigt for alle par. De mandlige tilskuere på den ene side, og kvinderne på den anden.
Gommene så ikke just glade ud – men måske forsøgte de bare at holde masken af nervøsitet. Der er jo ikke tale om et kærlighedsægteskab, men snarere en pagt mellem to familier. Gom og brud har traditionelt aldrig mødt hinanden, men med mobiltelefonen har de i moderne tider kunne have lidt kontakt inden.
Gommen, eller for den sags skyld resten af gæsterne, ser ikke bruden til ceremonien. Hun er der godt nok, men fuldstændig dækket i hendes overdådigt udsmykkede kjole, med sjal over hovedet. Det lignede et gommen blev gift med et spøgelse…
Alle kvinderne har slør, så de kan dække deres ansigt for mændene i svigerfamilien, hvor kun deres mand og svigerfar må se dem. Det virker umiddelbart nærmest som kvindeundertrykkelse, men virker ikke sådan – det er jo lige for både mænd og kvinder, og de diskuterer lystigt. Jeg tror bestemt kvinderne har meget at sige i hjemmet.

Det var lidt skørt at snige sig ind til, men folk virkede ok med det – der var som sædvanligt mange der gav os opmærksomhed, og skulle hen og se hvad vi var for nogle, men også en masse som bare var koncentreret om brylluppet.
Jeg synes de er fascinerende, og flotte folk. De har også nogle helt vilde smykker, da de laver en opsparing på kroppen, med guldøreringe til 1.500 kr st., og store guldsmykker. Det er de dog ikke de eneste der gør – mange af de andre stammer her har guldsmykker. I øjeblikket får jeg lavet nogle andre prototyper af en dame fra en anden hindu stamme, som ligeledes er voldsomt udsmykket: Masser af guld, farverigt tøj, og elfenbensarmbånd fra håndled til skuldre. Jeg har undret mig lidt over elfenbenet (som de får på når de bliver gift, og ikke selv kan tage af), der jo har været forbudt på verdensplan siden 1972, og med hendes alder på 55. Enten er hun blevet meget tidligt gift, har købt sine smykker illegalt, eller måske arvet dem efter en afdød slægtning.

Jeg arbejdede med Babraben i tre dage, og her er vi med det sidste af tre af produkterne. Hun er fra en anden etnisk gruppe end Rabarierne, som jeg desvaerre har glemt navnet paa.

Jeg arbejdede med Babraben i tre dage, og her er vi med det sidste af tre af produkterne. Hun er fra en anden etnisk gruppe end Rabarierne, som jeg desvaerre har glemt navnet paa.

Det er spændende at møde så mange forskellige folkefærd og opleve deres kultur, der er så fremmedartet fra vores. Jeg ville bare ønske jeg kunne tale med dem, men det er svært når de taler enten Gujarati (lokal sprog) eller Kuchi (endnu mere lokal sprog), og kun forstår Hindi, som ellers var det der var min hensigt at lære lidt af.

Categories: Indien, Kultur

Comments are closed.