Kan I forestille jer at være gæst til et bryllup uden nogensinde at have mødt parret før, og blive modtaget med et kæmpe knus og stor glæde over at man deltager? Som den eneste udlænding blandt over 300 gæster var jeg måske også noget særligt, men brudens store glæde over min tilstedeværelse kom alligevel bag på mig. Få dage forinden var jeg til polterabend – ved et andet par – som var et brag af en havefest med DJ. Velkommen til Israels overdådige bryllupper.

Daniel overleverede nyheden at vi var inviteret til hans søsters barndomsvenindes bryllup. ”Kender du hende?” spurgte jeg, og fandt ud af at man kun behøver et perifert kendskab til folk for at blive inviteret til deres bryllup. Altså min kærestes søsters venindes bryllup – langt ude!

En uges tid inden blev jeg inviteret af Daniels mor til at følges med hende til polterabend. Hun havde ringet og spurgt bruden om jeg måtte komme med, og det var helt i orden. Eftersom der til forestående bryllup var tale om en barndomsveninde, antog jeg at det var samme bryllup, og det var først på selve dagen, da jeg fortalte Daniel at jeg var glad for at få chancen for at møde bruden inden brylluppet, at det gik op for mig at der var tale om to forskellige par…
Men trods ikke at handle om de samme mennesker, så var både polterabend og bryllup lige efter moderne Israelsk stil hvor der ikke er sparet på noget som helst.

Anat, Daniels mor, havde lavet en tærte som vi tog med til brudens hjem hvor polterabend skulle foregå i haven. Vi ankom først om aftenen og deltog ikke i dagens spas og løjer, men kun til aftenens fest. Inden længe var vi omkring 40 glade kvinder, som indtog dansegulvet på terrassen med det samme hvor en DJ spillede, og der var kulørt belysning. Der var alkohol servering og et stort tag selv bord af mad som gæsterne havde medbragt. Der var ikke nogen spisetid eller borde; man tog bare noget mad når man var sulten og satte sig med tallerkenen på en af stolene der stod i en stor cirkel om dansegulvet. Det handlede om dans – maden var sekundær. Der var kvinder i forskellige aldre, men ingen var for gamle eller generte til at røre danseskoene.
Bruden var i en smuk hvid kjole, der kunne have gået som brudekjole hvis hun var til den mere enkle stil. I Israel skal bruden altså på jagt efter ikke bare kjolen, men kjolerne.
Vi var for resten her inviteret fordi Anat er gode veninder med brudens mor. Denne gang var jeg altså inviteret til min kærestes mors venindes datters polterabend!
Bruden var marokkansk af afstamning (alle Israelere er jo fra andre steder, kun palæstinenserne er oprindeligt fra landet), og derfor var der midt på aftenen en henna ceremoni, hvor der først blev ført fade med marokkanske kager frem for bruden på gulvet, derefter henna, som alle smurte i højre hånd og bandt en lille pude på for at holde fast. Derefter kunne min hånd se uvasket ud de næste par dage med den brune henne plet i håndfladen.
Efter henna lykkeønskningen kunne vi tage for os af kagerne. Der var nogle super lækre kransekagestykker i mellem. Her gik jeg og troede kransekage var en dansk opfindelse, men ikke desto mindre, så spiser de det også i Marokko, på samme måde med en lille nød i midten, som når man laver kransekagekonfekt.
Jeg kan lide at danse og giver den gerne gas på gulvet, så alle Anats veninder (hun var ikke den eneste veninde til moren, de var 6 inviteret med), var klar til at invitere mig til alle deres kommende fester.
Jeg håber bruden havde et godt bryllup. Anat var med og fortalte at det var endnu større end det som Daniel og jeg var til samme dag hos det andet par.

Israelerne fyrer gerne en fest af til flere hundrede tusinde danske kroner, men de får også betragtelige store pengegaver af samtlige gæster. Der var derfor ikke et gavebord da vi kom, men en stor boks som man kunne putte sin konvolut i.
Brylluppet blev holdt på et stort sted netop tilpasset disse fester. Der var et stort udendørs areal med en pavillon omringet af græs hvor ceremonien blev afholdt. Derudover var der 5 små serveringssteder hvor der blev serveret ”snacks” (øhh, var nærmest mæt efter pulled beef, en skalddyrssalat og en minikebab, og så sprang jeg endda to steder over), og en bar. Alle opholdt sig i dette område til ceremonien gik i gang.

Til ceremonien fandt vi en god plads så vi kunne se gommen fører bruden op ad græsset, se rabbien prædike og se gommen træde et glas i stykker. En fællessang, og så alle en og en forbi parret og lykønske dem. Det var super smukt i virkelig smukke omgivelser.

Herefter gik vi ind i en stor sal hvor der var stillet borde op efter en plan. Plads til alle og til et dansegulv. Da vi havde sat os kom en tjener, serveret en appetizer, og gav os et valg mellem to forskellige forretter, som blev sendt ud af køkkenet i massevis. Vi fik vores retter før alle var til bords, men det betød åbenbart ikke så meget at følges ad. Maden var super lækker. Jeg har været til bryllup i udlandet før, og der har ikke været det samme fokus på mad som derhjemme. Fokus var heller ikke på maden her, men den var absolut lige så delikat som til et velbetalt dansk bryllup.
Inden vi havde fået den sidste bid kom første indslag som var en sang sunget af gommens søster. Indslaget sluttede med at alle unge mennesker til festen styrtede på dansegulvet, og så var vi godt i gang. Baren langede drinks og shots over disken, og stemningen var høj. Efter måske 20-30min stoppede DJen og sagde over mikrofon at nu var der altså hovedret og vi skulle sætte os og spise.
Jeg var virkelig mæt, efter snacks, appetizer og forret, og det føltes helt spild at stikke til den lækre hovedret, men plads var der altså ikke mere af i maven.
To indslag mere; den ene en dans og den anden et diasshow med parrets liv. Og så var dansegulvet fyldt igen. Ingen lange taler, ingen ondt i røven af at sidde i mange timer, og ingen holde sig længe mens tante Olga endelig bliver færdig med sit lange indslag. Det var tjept, i højt humør, og med meget mere fokus på at have sjov og more sig, end på mad og traditioner.

Desserten blev serveret udendørs, og nogle tjenere gik desuden rundt på dansegulvet med fade, så vi kunne hapse et lille stykke kage. Der blev også uddelt et kæmpe stak diverse lysende objekter til de festende; lysende briller, kaninøre, lysende shotglas, og alt muligt andet til at holde stemningen høj.

En kameramand filmede hele festen til parrets egen bryllupsvideo. En anden kameramand (ja, de flotter sig gevaldigt), tog billeder af alle gæsterne som i løbet af aftenen blev printet på magneter og hængt på en stor tavle. Her kunne vi finde vores egne billeder og tage med hjem. Så som souvenir fra festen havde vi fire køleskabsmagneter med hjem med glade, halvfulde smil fra festen.

Jeg fik en kæmpe krammer af bruden da vi ankom. Udover senere at danse med hende på gulvet, så var det al interaktion vi havde den aften, og gommen hilste jeg slet ikke på. Alligevel fik jeg senere at vide at hun havde været virkelig glad og taknemmelig over at jeg kom med. Tror nu det var mig der følte den største taknemmelighed, for en virkelig god oplevelse.

….forresten så går jeg nu i et par klipklapper fra det andet bryllup, som Anat forærede mig. Alle gæster blev forsynet med klipklapper så de havde noget at skifte til fra de høje hæle, når skoen sad for tæt. Bare lige et eksempel fra den endnu vildere fest som hun var til den aften med den marokkanske brud…

Har du lyst til at læse om min oplevelse med bryllup i Iran, hvor kønnene var opdelt, jeg tog billeder jeg ikke måtte, og vi kørte i optog gennem gaderne, så klik her.

De marokkanske kager føres frem i dans om bruden.

Bruden og nogle af hendes veninder fra polterabend aftenen. De har henna under puderne i hænderne.

Kransekage

Udendørs området hvor vi fik mad og drikke før ceremonien til brylluppet

Ceremoni i pavillonen

Salen begynder så småt at blive fyldt og vi har fundet vores bord og skal til at sætte os.

Lysende briller og glas, uddelt til alle på dansegulvet

Categories: Iran, Israel, Kultur

Comments are closed.