Top bar New Zealand
Hvem har ikke drømt om New Zealands skønne natur? Den er virkelig fantastisk og et af mine første eventyr måtte også gå den vej. To tøser, en lejet bil, et telt og derudad.

Vi boede tit bare i grøftekanten hvor vi nu havde lyst til at overnatte – ved stranden eller på en bjergside, men benyttede også CouchSurfing og arbejdede frivilligt gennem HelpX hvor man mod 4 timers arbejde om dagen kan få kost og logi. På den måde fik vi også luget i køkkenhave, fodret grise og gjort rent på turen. CouchSurfing forbliver dog i væsentlig højere grad min favorit, fordi det er gratis og derfor er værterne meget mere interesserede i at lære de rejsende at kende. De andre steder følte vi os tit bare som billig arbejdskraft.

På New Zealand kan man opleve landskabet skifte fuldstændig på relativt få kilometer. Der er ikke langt fra urskoven, til kysten og til vulkanen der ikke bare ligner, men er Mordor fra Ringenes Herre. Tongariro National Park ligger rammerne til en af de flotteste vandreture jeg har været på, netop op over Dommerdagsbjerget, som både har sne, størknede lave strømme og krystalblå søer.

I Abel Tasman National Park tog vi på en to dages havkajak tur, og blev kastet ud i store bølger alene som begyndere. Nåhr ja, så er man jo tvunget til at lære det hurtigt, og det er alligevel hele oplevelsen værd når der svømmer sæler rundt ved siden af.

Vi kom senere endnu tættere på sæler, som vi var ude og snorkle med. De viste sig slet ikke at være bange for mennesker, og to sæler der legede, som jeg kom lidt for tæt på ramte mig lige i hovedet midt i et rul. Så er det vidst ikke muligt at komme tættere på.
Oplevelsen med sælerne blev kun overgået af at svømme med dusky delfiner, der var lege syge og kom op og interagerede med os personligt. En delfin svømmede i meget små cirkler rundt om mig til jeg blev helt rundtosset af at følge med.

New Zealand bød også på gletsjervandring, glow-worms, hvalsafari, huler, vandretur over et snefyldt pas, paragliding, bungee jumping og faldskærmsudspring.
Det er et utrolig nemt land at rejse i og for alle naturelskere en destination ikke at vige uden om!

Periode: 2010, 2 måneder
Besøgte steder: Auckland, Coromandel, Tongariro National Park, Taupo, Rotorua, Wellington, Marlborough, Abel Tasman National Park, Nelson Lakes National Park, Charleston, Punakaiki, Fow Glacier, Wanaka, Mount Cook, Queenstown, Milford Sound, Southern Scenic Route, Dunedin, Mouraki Boulders, Inland Scenic Highway, Kaikoura.

Billedsamling New Zealand

Categories: Travels

Comments are closed.