I november havde jeg et fantastisk gensyn med Iran, på en to ugers tur til landet i forlængelse med min tur til Israel (det er en bøvlet kombi – en historie i sig selv). Jeg startede turen med tre dage i den sydøstliggende by Shushtar hvor jeg boede hos en lokal CouchSurfer og hans familie.

Min vært Farid, hentede mig tidligt om morgenen ved bussen og tog mig med til sit hjem hvor han bor med sin kone og sine to børn, desværre er deres navne forsvundet for mig. Allerede i bilen fortalte han hvor åben og god person han er, og roste mig, og fortalte at han regnede med et langvarigt venskab. Jeg har besøgt rigtig, rigtig mange mennesker, og holder kun kontakt med de færreste, andet er simpelthen ikke muligt, men ville ikke lige sige det som førstehåndsindtryk.
Jeg tog et hvil og så tog Farid mig med ud og se en gammel dæmning. Han tog hele tiden utrolig mange billeder af mig, hvilket var grænsende til irriterende, og i mit forsøg på at få ham til at lade være, forklarede han bare at han nok skulle sende dem alle sammen til mig.

Tilbage til familien igen viste Farid mig rundt i huset og vi gik en tur i kælderen sammen med børnene. Dernede var blandt andet en skal fra en bombe som han stolt viste frem og fortalte at han selv havde løbet hen og opsøgt den i krigen mellem Iran og Irak da han var barn. En krig der havde kostet hans far, søster og to brødre livet. Jeg fandt stoltheden og smilet på læben over bomben i sammenkobling med den tragiske historie virkelig grotesk. Måske en måde at komme videre på? At fornægte det tragiske og gøre det komisk positivt…

Familien tog mig med til forskellige monumenter, ruiner og på familiebesøg. Hele tiden hvor de gjorde alt for at jeg skulle have det godt og spise mere end rigeligt. Jeg havde aftalt med en anden CouchSurfer at han skulle vise mig rundt i byen dagen efter, en aftale indgået før jeg kom i kontakt med Farid. Farid nægtede næsten at lade mig gøre det – hvorfor skulle jeg med en fremmed han ikke kendte, var det nu sikkert nok? Jeg prøvede at forklare at det jo også var en CouchSurfer og at Farid dagen inden var lige så fremmed for mig. Det blev lidt en kamp at tage af sted, men jeg havde lovet Mehran (den anden surfer det), og trængte også lidt til et pusterum fra familien.
Hyggelig byrundtur der endte med at jeg blev hentet og de to mødte hinanden, og det viste sig at de godt kendte hinanden på forhånd, og så var det pludselig ikke så farligt mere at jeg havde været af sted med Mehran.

På tredjedagen skulle Farid arbejde og han kørte mig derfor over til sin onkel som så kunne tage sig af mig. Inden han tog af sted skulle jeg poserer foran familiens traktor sammen med de forskellige familiemedlemmer. Der blev hele tiden taget vildt mange billeder af mig og lagt mærke til alt hvad jeg gjorde, men lige præcis det med traktoren fandt jeg virkelig komisk. Onklen boede i et hus med en bror og tre søstre, så fem ældre søskende der aldrig var blevet gift og bare holdt sammen. Den yngste 54 og den ældste i 70erne. De var alle sammen så stolte af den traktor og ville have individuelle billeder med mig og den. Jeg grinte højlydt indvendigt.
…og så var jeg så blevet anbragt der… onklen havde et meget begrænset engelsk og de andre intet, så jeg brugte først et par timer med alle mine tricks til kommunikation på tværs af sprog; tegne, lære noget af deres sprog, synge og vise billeder på mit kamera.
Så løb jeg tør for ideer og tør for socialiserings energi, og jeg havde virkelig brug for noget luft. Jeg fortalte at jeg ville gå en tur, og det gik heldigvis nemmere end frygtet at få lov at gå turen alene. Skønt! Kom ud og fik lidt frirum til at gå rundt i byen selv. Mine værter var virkelig søde, men gæstfri til et niveau af omklamring. Jeg gik gennem byen og nød at have tid til at lægge mærke til de små ting og se menneskene og ikke bare fare fra monument til monument, da det iranske liv ligeså meget er en del af oplevelsen for mig. Min tur blev ret lang og efter 1½ time ringede Farid meget bekymret til mig – onklen havde ringet og anede ikke hvad der var sket med mig, han troede kun jeg ville gå rundt om blokken, og nu havde Farid taget fra arbejde for at finde mig. Jeg lovede at sætte kursen hjemad og skynde mig. Var dog kommet ret langt væk, og efter flere opkald var de to mænd hoppet i en bil sammen og begyndt at køre rundt i gaderne og lede efter mig.
De tog mig med hjem og jeg fik en lille opsang om at jeg ikke bare kan gå rundt alene og det kan være farligt. Jeg opgav at fortælle hvor meget erfaring jeg har med at rejse, bruge min mavefornemmelse, vurderer fare og passe på mig selv, og prøvede bare at fokusere på at de mente det af venlighed og bare ville mig det bedste.
Så jeg indvilligede i at blive i huset resten af dagen og satte mig til at læse i min bog.

Da der var en halv time til at jeg skulle af sted for at nå en bus kom den yngste af søstrene og spurgte mig meget pænt om jeg havde lyst til at synge igen. Det ville jeg gerne, og jeg kastede mig ud i forskellige sange i klassisk/højskole genre for at finde nogle gode melodier så sproget ikke betød noget. Især den midterste af søstrene lyste op af glæde og lignede en der fik sig ugens, hvis ikke månedens oplevelse. Da jeg skulle til at af sted hoppede hun op og gav mig et kram og fire kindkys, hvilket var usædvanlig meget berøring, og så skyndte hun sig hen og fandt en gave til mig fra gemmerne; et tørklæde. Mens den yngste søster bandt tørklædet for mig, hentede den midterste et armbånd som hun også forærede mig. Selv ikke det var nok, inden jeg gik, fandt hun et lille håndspejl jeg også fik i gave. Det var helt vildt! Jeg blev selv fyldt op af glæde og energi over den oplevelse jeg havde givet kvinderne bare med en halv times sang. Så simpelt, så nemt og så meningsfyldt.

Jeg var heldigvis beredt på den iranske gæstfrihed og havde selv en lille gave samt et kort med et billede af mig og en stor tak, til både Farid og onklens familie. Iranerne har gjort alt hvad de kan for at få mig til at føle mig velkommen, og denne familie var ingen undtagelse.

Farid med bombe skallen

Farid med bombe skallen

De fire af de fem søskende der bor sammen.

De fire af de fem søskende der bor sammen.

På picnic tur med familien. Her har vi lige tændt op i grillen.

På picnic tur med familien. Her har vi lige tændt op i grillen.

Vandmølle system fra 500 f.Kr. Et af Shushtars flotteste seværdigheder.

Vandmølle system fra 500 f.Kr. Et af Shushtars flotteste seværdigheder.

Categories: Iran, Israel, Kultur

Comments are closed.