Ø-paradis eventyret udviklede sig til at tage en retning af CSI Seychelles, hvis det var noget der hed sådan. I hvert fald har jeg endt med at få indsigt i lokalpolitiets virken og følt jeg har været med i en af de på tv så populære kriminalserier hvor der efterforskes seriøse forbrydelser.

Det hele startede en søndag hvor jeg sammen med 12 af pigerne (mine kursister) var taget til en strand og snorkle. Nogle fyre kom forbi på jetski og faldt i snak med mine piger. Jeg blandede mig ikke, men synes i stedet at det var super fedt at de talte med nogle lokale, da grupperne ellers har tendens til at holde sig for sig selv. De fik charmeret sig til en tur på jetskiene og aftalte med de lokale gutter at de skulle mødes igen onsdag aften hvor der er et lille marked (bazar) på den strand vi bor ved.

Onsdag aften er hele min gruppe og jeg til bazar da vi håber at se lokal sang og dans, men desværre har det regnet, så der er kun nogle få boder og ingen live musik. Med mig er min lokale ven Bertrand. Jetski gutterne kommer, og de er ledet af en mand der hedder Jimmi. Jeg taler med ham om den manglende musik, og han siger at vi da bare kan gå ned i deres ende af stranden og lave vores egen bål og fest. Super! Det gør vi så. På vejen er der flere lokale der støder til, så vi ender med en god stor gruppe – mine 20 kursister og nok ligeså mange lokale.
Nogle tager af sted og køber alkohol, mens andre får gang i et bål og der bliver hentet en tromme. Inden længe er der en fest i gang og vi snakker, danser og synger. Kursisterne blander sig rigtig godt med de lokale og stemningen er super. Jeg er helt høj på hvor fed en aften det er!

Pludselig siger en af mine piger til mig at der er en der er blevet slået ned, og rigtig nok er der en masse påstyr ved vandkanten hvor jeg kan se en del mennesker stå i ring. Der er nok til at de ikke behøver min hjælp, så beslutter i stedet at samle kursisterne og sende dem hjemad. Det blev især aktuelt da en af fyrene kommer hen til mig og siger at nu giver de altså hjertemassage.
Jeg får sendt alle kursisterne hjem, og bliver selv, da Bertrand er løbet til for at hjælpe og jeg har alle hans ting. Jeg får at vide at det er Jimmi der ligger i sandet. Jeg vil rigtig gerne hjem, især fordi folk forsvinder og jeg står pludselig alene tilbage. Tager mig sammen og går over til personen i sandet og menneskene omkring for at få Bertrands opmærksomhed, men det kan jeg ikke, og jeg kan slet ikke holde ud at stå der og se på den livløse og opsvulmede krop.
Ambulancen kommer og tager Jimmi op. Der går dog ikke længe før han bliver båret ud af ambulancen igen, med meldingen om at han er død og han køres på hospitalet i privatbil i stedet.
Jeg fortæller Bertrand at to af mine piger så det (det havde de lige nået at sige til mig), og han tager mig straks med til politiet der får mine kontaktoplysningen inden vi kan gå.

Jeg er kun lige nået hjem og har meddelt de vågne hvad der er sket, før politiet ringer og gerne vil have fat i vidnerne. Det viser sig at mine to piger er de eneste der har set hændelsen – eller i hvert fald de eneste der vil ud med det. Og sådan blev de hovedvidner i en drabssag.
Ud fra deres beskrivelse af gerningsmanden, som var en enkelt fyr, kunne to af mine fyre fortælle at de havde talt meget med ham i løbet af aftenen, og derfor endnu nemmere kunne identificere  gerningsmanden end pigerne. De blev så de to næst-vigtigste vidner i sagen.

På selve natten var pigerne ude og identificere drabsstedet og give en beskrivelse af hændelsen. Næste dag var vi hos politiet hele dagen og skulle aflægge en lang skriftlig rapport. Hændelsen skulle også beskrives igen og igen. Fyrene blev inddraget dagen efter, hvor også jeg skulle give mit vidnesudsagn – da jeg ikke drak alkohol havde jeg flere detaljer end nogle andre. Og sådan blev jeg også vidne i drabssagen, selvom jeg ikke havde hverken set hændelsen eller talt med gerningsmanden.

Vi skulle identificere tøj, og skulle have været til line-up hvor man udpeger gerningsmanden, men det blev aflyst af forsvarsadvokaten. Så resten var mest bare snak.

Efterforskningsteamet var helt filmisk en sjofel, lidt mærkelig leder, der lagde lidt an på damerne, men var super skarp til sit arbejde. Hans højre hånd var en kvindelig vægtløfter med pondus og hurtige replikker. Som hjælpere var der et bjerg af en mand med det mildeste temperament, og en mere tilbageholden mand der mest bare fulgte med og vidst ikke havde været i bad i nogle dage. Med sig var der en sekretær der mumlede og ikke forstod så meget, og nogle teknikkere med briller, der kun henvendte sig til chefen.
Mit indtryk af dem var meget positivt – i et korrupt afrikansk land kan man forestille sig meget om politiet, men denne gruppe virkede helt målrettet på god effektiv efterforskning med hensigten at fælde den skyldige.

Fire dage efter mordet kom politiet forbi sent på aftenen super glade fordi de nu have en tilståelse fra den hovedmistænkte og hans historie passede overens med mine kursisters. Så det var i høj grad deres indsats der havde været med til at finde og fængsle ham. Det blev nærmest fejret, hvilket gav mig en kæmpe klump i maven – uanset gerning, brød jeg mig ikke om at skulle vise glæde over at et menneskes liv nu bliver ødelagt. Retfærdighed skal ske, ja, det er nødvendigt, men det er ikke noget jeg vil juble over.
Der var tale om en slåskamp der havde taget overhånd, og ikke et planlagt mord, men nogle vrede ord der tog overhånd og udviklede sig. Som pigerne havde set havde Jimmi og voldsmanden skubbet til hinanden og havde prøvet at få hinanden ned. De skulle så være væltet og voldsmanden havde siddet over Jimmi og slået ham i hovedet. Pigerne havde set slagene, men ikke at han havde en sten i hånden, og det var derfor at udfaldet blev fatalt.

Det var forfærdeligt det der skete. Da chokket havde lagt sig synes jeg det var spændende at følge alt politiarbejdet, men desværre for mine piger var de meget mere pressede og havde det svært med situationen. De kæmpede dog stærkt og har virkelig gjort en bemærkelsesværdig indsats! Respekt.

Vi skal muligvis alle fem tilbage til retsagen, og ellers kører det over Skype, så måske en tur tilbage til Seychellerne på deres regning.

Tilbage kan jeg fundere over hvorfor lokale ikke tør stå frem og hjælpe deres eget politi. Stemningen omkring politiet hernede er generelt dårlig, hvor vi hjemme i Danmark har stor tiltro til vores lovsudøvere, hvilket jeg virkelig sætter stor pris på. Længe leve de lydige tillidsfulde og samarbejdsvillige danskere.

Sidst kan jeg lige nævne at der sker ufattelig få mord her på Seychellerne, der er et sikkert land at være i. Vi var virkelig bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Categories: Fiji, Seychellerne

Comments are closed.