Sidste stop på vores tur rundt i Vietnam var 4 dage til Sa Pa nordpå i bjergene. Et sted jeg var meget spændt på at komme til igen, både fordi det er virkelig smukt med ris terrasser der strækker sig over bjergsiderne, og fordi det er hovedsalig beboet af minoritetsgrupper der stadig lever livet rimelig traditionelt og bruger deres traditionelle klædedragter.

Det store spørgsmål er dog hvor vidt det er et turiststunt eller autentisk, og det er altid svært at trække den streg når stedet er blevet virkelig populært turistmål. På vores første dag skulle vi på vandretur gennem rismarkerne og to landsbyer. Da vi steg ud af bussen midt på bjerget ved starten af stien stod 15 kvinder og børn klar til at overfalde os og sælge alle deres vare. Vi kunne knap komme ud! Kursisterne var helt chokerede over hvor tæt de kom på. Som vi gik ned af bjerget fulgte kvinderne os og indledte samtaler med kursisterne. Jeg har heldigvis oplevet det før og fortalte dem at de er meget insisterende sælgere, så til sidst vil de sælge hvis de har interageret på vejen ned, til gengæld hvis det man er ok med at ville købe en lille ting, så er der mulighed for en god lang snak med de lokale og lidt kulturindsigt. Alternativt kan man ignorere disse kvinder og så går de op til toppen igen og forsøger sig med næste gruppe.
Kursisterne syntes det var spændende, og vi fulgtes et langt stykke af vejen, efter at være blevet enige om at vi ikke ville handle med børnene.

Disse kvinder lever af en blanding af at sælge deres produkter (nogle håndbroderede og andre maskinlavet) til turisterne, samt at hjælpe til i marken ved høst og så tider. Deres liv er altså blevet en blanding af traditionelle bønder og turistindustri. De går i deres traditionelle klæder – de tager dem ikke på for turisterne, men har ikke smidt dem med den opblomstrende civilisering, da det netop stadig er med til at gøre dem mere attraktive som turistmål. Det hele bliver blandet, men sandt er i hvert fald at de stadig lever under trænge kår og de fleste aldrig har været uden for deres landsbyer.
Derfor vil jeg også gerne støtte dem, og især fordi de minder mig så meget om de indiske kvinder jeg arbejde med i Kutch, der også er fra minoritetsgrupper, bor i små landsbyer, går i traditionelt tøj og lever af at lave broderi og sælge. Og de indiske kvinder var virkelig autentiske – intet gjort for turisterne, men dem er der også virkelig få af i Kutch i forhold til i Sa Pa.

Lige nu tror jeg stadig Sa Pa er autentisk, bare med nogle dygtige sælgere, men jeg er spændt på om det i fremtiden bliver rigere folk med moderne hjem, der bare hopper i den blå klædedragt og snavser sig lidt til inden de går hjemmefra, og gemmer telefonen et godt sted i tøjet.
Men det kan være at selv når det sker vil jeg stadig nyde en god snak ned af bjergsiden med de smukke H’mong kvinder.

Billeder og video af H’mong kvinder og landskabet:

https://www.youtube.com/watch?v=K1vQqSOuDk0

H'mong kvinde skuer ud over bjergene.

H’mong kvinde skuer ud over bjergene.

Landsby dreng rider forbi på en bøffel. Han og broderen er ude med flokken.

Landsby dreng rider forbi på en bøffel. Han og broderen er ude med flokken.

Risterrasserne der dækker bjergsiden. De ældste er 2500 år gamle

Risterrasserne der dækker bjergsiden. De ældste er 2500 år gamle

H'mong kvinde er ved at binde sit barn fast på ryggen.

H’mong kvinde er ved at binde sit barn fast på ryggen.

Gruppen af kvinder og børn der fulgte os ned af bjerget.

Gruppen af kvinder og børn der fulgte os ned af bjerget.

Udsigt over bjergene taget fra mit hotelværelses balkon. I skyerne gemmer sig Mount Fansipan der er over 3000m højt.

Udsigt over bjergene taget fra mit hotelværelses balkon. I skyerne gemmer sig Mount Fansipan der er over 3000m højt.

Categories: Kultur, Vietnam

Comments are closed.