Jeg forsøger at være så fordomsfri som mulig, men netop omkring kønsroller i det iranske samfund havde jeg på forhånd en indtaget ide om at manden er over kvinden og at kvinderne i høj grad var husmødre, mens mændene var alene på arbejdsmarkedet.

Hvad jeg har lært af turen og hørt fra flere værter er at Iran er et af de lande i verden hvor der er aller størst forskel på generationerne og deres tankegang og væremåde. Min fordom om kønsopdelingen er ikke forkert hvis jeg kigger på mine forældres generation i Iran, men de unge vil noget andet, og de er i høj grad trætte af restriktionerne der lovmæssigt er i landet. Lad os tage dem først:

Mænd er mere værd end kvinder. Det er nemmere for dem at blive skilt, det er nemmere for dem at have en udenlandsk partner, nemmere at få arbejde etc. De kan gå klædt som de har lyst, hvorimod kvinderne skal dække sig til. Uligheden er tydelig.

I forhold til at finde en partner, så er det heller ikke acceptabelt at bo sammen hvis ikke man er gift, og generelt accepteres kæresteforhold heller ikke (dog nogle steder i byerne). Det skal altså holdes hemmeligt at have en kæreste, og når man bor hos forældrene til man bliver gift er det ikke så nemt.
Det er virkelig et område min generation gerne vil lave om på! Også fordi at det bliver stillet høje krav til en gifte partner – de skal have job, indkomst m.m., så de fleste bliver først gift når de er i slut tyverne eller omkring 30. år gamle. Det er længe at gå og kukkelure hjemme hos mor og far.

Kvinderne uddanner sig i lige så høj grad som mændene, og her kommer en overraskende ting for mig; alle de fyre jeg mødte var vildt huslige! De kunne alle sammen lave mad og deltog gerne i husholdningen og mente at det skulle deles lige når begge parter arbejder. Sådan! Moderne tankegang.
I det hele taget var der stor respekt for kvinder blandt alle de mænd jeg mødte.
Vil de lade kæresten/konen tage ud med tøserne? Det er et umuligt spørgsmål, for det er ikke muligt at gå ud i Iran. Der findes ingen barer eller festmuligheder, og selv caféliv er der ikke meget af.
…måske er det derfor de alle er så vilde med naturen og picnics – der er alligevel ikke meget andet at lave.

Min fordom blev altså både be- og afkræftet og jeg er spændt på hvordan Iran ser ud om 20 år, når næste generation skal finde deres udkårne.

En anden tanke jeg har haft er maskulinitet. En af de vigtigste faktorer at opretholde for danske mænd, eller det er i hvert fald min oplevelse i sammenligning med de iranske. Jeg har aldrig omgivet mig før med folk der synger og danser så meget som de iranske mænd. De holder også i hånd og er i nærkontakt (det er totalt forbudt med kvinderne, så måske derfor deres behov for fysisk berøring bliver med hinanden), og det går på ingen måde ud over at de stadig fremstår meget maskuline. I dybe samtaler med flere af dem kan de også være tiltrukket af mænd, men på ingen måde bøsser, lidt ligesom vi i Danmark accepterer at kvinder kan være mere intime uden at det ændrer deres seksualitet. Jeg ville ønske for danske mænd at de turde slippe ideen om at skulle være “en rigtig mand”, og i stedet dele glæderne ved fysisk berøring, sang og dans.

Mænd til bryllup der danser

Mænd til bryllup der danser.

En gammel dør hvor der er forskelligt håndtag til kvinder og mænd så de indenfor kunne høre om det var vigtigt at åbne døren eller ej.

En gammel dør hvor der er forskelligt håndtag til kvinder og mænd så de indenfor kunne høre om det var vigtigt at åbne døren eller ej.

Den ene laver mad, den anden vasker tøj. Det er da et par moderne mænd.

Den ene laver mad, den anden vasker tøj. Det er da et par moderne mænd.

Categories: Iran, Israel, Kultur

Comments are closed.