Top bar Kenya

Brølende gnuer, glade børn der kommer en løbende i møde, opvask hvor hønsene deltager, kirke-gospel-sang, tøjvask i pandelampens skær og en kalv i stuen om natten er noget af det jeg fik lov at opleve i Kenya. Min første rejse til det afrikanske kontinent, der med sit røde støv, sindssyge trafik og et folk der på den ene side er glade og den anden kæmper for overlevelse, gjorde stort indtryk på mig.

Min veninde Louise og jeg arbejdede frivilligt på et børnehjem i byen Kisii i det vestlige Kenya, gennem organisationen Volunteers to Kenya. Det er en lille bitte organisation der kun arbejder med danske frivillige, der alle er privat indlogeret hos to forskellige familier i Kenya; en i Nairobi og en i Kisii. Familierne brænder for at være med til at gøre en forskel, og man betaler derfor kun 10 $ om dagen, som dækker deres udgifter til en – de tjener ikke på det. De frivillige tilknyttes enten skoler eller børnehjem; vi var på børnehjemmet hvor Louise satte et projekt om som empiri til hendes kandidat opgaver i pædagogisk psykologi. Jeg var med som assistent.

Kisii Children’s Home er et velfungerende børnehjem, men byder stadig på store kulturelle overraskelser, og uhyggelige skæbner blandt børnene. Alle de ansatte har travlt med at lave mad, gøre rent og sørge for at børnene får lavet lektier, så det er kun de hvide frivillige der leger med og aktiverer børnene socialt. – og det ved de! Så vi blev mødt af en storm af unger der kom os i møde fra aller første dag vi trådte ind af døren. Sikke en velkomst.

Louises projekt handlede om skyggeteater og brugen af det som en måde at fortælle sin historier og arbejde med sine følelser. Jeg tog til gengæld børnene med i svømmehallen og forsøgte at lære dem at svømme, hvilket ingen af børnene kunne, ikke engang de store, så der var brug for baderinge og et stort overblik. Det blev tit ugens højdepunkt.

At bo hos en værtsfamilie var noget af det bedste ved opholdet, hvor vi var med til at lave mad over bål i deres blikskur, have samtaler om religion og kultur, se lokalt tv og mærke hvordan den afrikanske humor ikke adskiller sig meget fra vores egen. Vi besøgte desuden værtsmoderens søster længere ude på landet, derude hvor de ikke har set hvide før, og det eneste strøm er en fælles generator i landsbyen der bruges til at lade mobiltelefoner op. Vi blev der en weekend, sov i mudder-kokasse hytten, og fik os en på opleveren.

Efter måneden i Kisii drog vi på egen hånd rundt i landet et par uger og boede hos lokale CouchSurfere, inden vi satte kursen mod Tanzania på en 5-dages safari, der var intet mindre end fantastisk. Vi valgte at tage til Tanzania fordi dernede var regnen og derfor også den store migrerende horde af zebraer og gnuer. Med dem følger løverne, og vi fik set løver med unger, løver der leger, løver der jager, løver der daser. Som tager ud af en David Attenborough dokumentar. Det kan så absolut anbefales at tage på safari i regntiden, da det desuden er lavsæson og vi tit bare var alene vores bil ude på den store savanne. Om aftenen sov vi i telt og kunne høre hyæner gå rundt i lejren. Det bidrager til intimiteten med naturen og i den grad også til spændingen.

Læs mere om turen på landet og de første oplevelser med Kisii.

Periode: 2014, 7 uger
Besøgte steder: Kisii, Nyamara, Homa Bay, Nairobi, Kitale, Kakamega, Nakuru, Naivasha, Tanzania – Serengeti, Ngorongoro, Lake Manyara, Arusha

Billedsamling, Kenya

Categories: Travels

Comments are closed.