Top bar canyoning

Canyoning er absolut en af de fedeste måder at opleve naturen på! Jeg kan kun anbefale det. Har været på to canyoning-ture til Italien alene med min tidligere kæreste Rasmus, hvor det kun var det der var på dagsordenen, jeg prøvet det i Vietnam med et firma og så er jeg på vej til at kaste mig ud i det i Iran med min ene CouchSurfing vært.

Canyoning er at bevæge sig gennem en kløft – gerne en smal en af slagsen, hvor gennemførsel kræver brug af både vandring og rappelling, og i ”våde” canyons svømning.
For mig handler det om naturoplevelsen og den intimitet jeg føler med naturen ved at skulle finde vej igennem forskellige udfordringer. Jeg elsker det for de smukke landskaber der kan vise sig skjult ved små vandløb under træer, ved siden af bøndernes vinrækker – jeg har oplevet landskabet varierer med 3-4 helt forskellige udtryk og træk på knap en kilometer.
Canyoning gennem et firma er i langt højere grad en adrenalin sport med spring fra klipper mange meter ned i vandet, rutsje ned af vandfaldene og rappelling gennem fald med stærk strøm.

Rasmus’ og mine ture til Italien har handlet om naturoplevelsen, i høj grad også af sikkerhedsmæssige årsager. Vi har været alene ude og skulle være i stand til at redde i hinanden hvis noget gik galt – det var derfor essentielt at minimere risici, og vi rappeller derfor altid i stedet for f.eks. at springe ned i noget vand hvor vi ikke kender dybden.
Hjemmefra har vi været ekstremt godt forberedte med beskrivelser af ruterne lavet af en lokal italiener og GPS koordinater sat ind og klar til den håndholdte vandre-GPS. Med i rygsækken er seler, reb, diverse klatreudstyr, hjelme, våddragter og svømmeveste.
På turen har vi lejet en bil og så parkeret så tæt på canyoningens slutning som muligt, gået op til startstedet og så arbejdet vores vej gennem udfordringerne tilbage til bilen.

Vejen til startstedet har nogle gange været lige så udfordrende som selve canyoningturen. Vi har oplevet stier der har været helt tilgroede med brændenælder og sågar brombærbuske, der i stedet krævede en omvej gennem krattet og en rappelletur ned af en klippeside. En gang snød GPS’en os og sendte os ned af en bjergside væk fra stien og ud på en tur gennem krattet der tog en time at passere for derefter at føre os tilbage til stien. Canyoning på egen hånd har sine særheder…

…men det hele bliver opvejet af hvor fantastisk det er at gå langsomt ned af et brusende vandfald, møde dyr på vejen, svømme mellem lag-formede klipper under en buen af mosbegroede træer. Eller pludselig støde på et lag af sne og is midt i skoven i juli måned i Italien!

I Vietnam prøvede jeg adrenalinudgaven, som bestemt også er sjovt, men ikke helt så betagende. Her havde de lokale helt styr på sikkerheden, og vi blev derfor bl.a. kastet ud i at skulle rappelle ned af et 25m højt vandfald hvor vi de sidste 4m skulle give slip på rebet, hoppe bagud og lande på ryggen i vandet. Det får hjertet til at hamre!

Fuld beskrivelse af hver canyon kan læses på Rasmus’ hjemmeside: www.canyoning.dk

Ellers har jeg lavet en samling film af nogle af de bedste her.

https://www.youtube.com/watch?v=vpw4ZBZWlNY&list=PLS30E9yz4Lz3MSqxlm3YyRgsOCMqz3oCT

Periode: 2011 – i dag
Besøgte steder: Sardinia – 3 canyons, Lazio – 7 canyons, Vietnam – 1 canyon, Iran?

Billedsamling canyoning

Categories: Travels

Comments are closed.