Kaluts with my host and friend

En måned alene i Iran – de flestes reaktioner hjemmefra var som udgangspunkt ”jamen er det ikke farligt?”. Og det er her landet lider under vores unuancerede billede af Mellemøsten, hvor det hele anses for en stor krigszone. Faktum er at der er ganske stille og fredeligt og har været det i 30. år, det er jo ikke Irak eller Syrien jeg var på vej til, men det gamle Persien; tænk 1001 nat, tæpper og vandpibe, og straks bliver synet mere positivt.

”Iranerne er verdens mest gæstfri og imødekommende folkefærd” – den påstand havde jeg hørt nogle gange, og det vakte virkelig min nysgerrighed, for jeg har mødt utrolig mange fantastiske og imødekommende mennesker rundt om i verden. Så jeg besluttede at en måned i Iran måtte være måden at udforske udsagnet på.

Næste udfordring er påklædning, og at skulle gå tildækket fuldstændig i varmen. Jeg havde heldigvis en god portion konservativt sommertøj fra Indien, så der skulle bare spædes op med lange ærmer og så var den i hus. Det viste sig at være ganske behageligt at være tildækket i varmen, som skærmede min sarte hvide hud for den bagende sol. Så sparrede jeg det ekstra solcreme.

Jeg tog alene af sted, men var stort set aldrig alene dernede. Jeg boede hos CouchSurfere hele vejen (i tvivl om hvad CouchSurfing er, så læs med her), som simpelthen forkælede mig. Normalt kan man af sine værter forvente noget hyggeligt samvær om aftenen når de kommer hjem fra arbejde, og måske at komme med på tur i weekenderne. I Iran tog mine værter simpelthen fri for at kunne være sammen med mig, eller arrangerede at en af deres venner eller bekendte kunne tage sig af mig i løbet af dagen hvis de ikke selv kunne. Jeg kom for at møde iranerne, så var fuldt tilfreds med den næste konstante socialisering.
Iranerne er eventyrlystne, ligesom jeg selv, så det medførte en form for tur eller udflugt hvert eneste sted: camping og vandring i bjergene, på ture ud i ørkenen, rundvisning i byerne og sidst, men absolut ikke mindst en invitation til et bryllup.

Jeg rejste fra Teheran, rundt i området omkring Qazvin, Alamut og det Kaspiske Hav, som har jungle, til den nordvestlige provins Golestan der mest af alt ligner Italien med træ-beklædte frodige bjerge og store vandfald. Derfra tog jeg sydpå til Yazd der er en af verdens ældste byer, der har handlet med silke transporteret på kamelryg gennem ørkenen. Jeg forlod ikke mudderhusene helt, men rejste endnu længere sydpå og ind i ørkenlandet ved Kerman, og blandt andet besøgte Kaluts der er i en ørkendel med verdensrekorden i højeste temperatur – 72 grader celsius!
Sidste del af turen var Shiraz og Esfahan, to gamle hovedstæder der har moskeer og haver nok til at gøre selv den mest museumslystne træt. Området er golde bjerge, der selvfølgelig også blev besøgt på vejen, og hilst på de lokale tæppehandlere.

Iran bød på mennesker der overgik min forventning til gæstfrihed og imødekommenhed, som samtidig er nemme at tale med, og diskuterer dybe emner hurtigere end mine danske bekendtskaber, hvilket gjorde vores samtaler meget mere interessante. Jeg havde ikke kendt en person længe før vi vendte verdenssituationen, politik, religion, ligestilling, parforhold og kærlighed, så min kulturindsigt blev stor.
Desuden har Iran et østligt kaos, men er samtidigt let at navigere i, lækker mad, fantastisk spændende og alsidig natur, smukke byer og en gammel historie med stadige monumenter. Alt hvad jeg kunne ønske af en rejsedestination.

Læs blogindlæg om blafning, kulturforskelle, bryllup og meget mere her.

 

Billedsamling Iran

Categories: Travels

Comments are closed.