Rasmus er taget på eventyr, og jeg har derfor besluttet at blive i landsbyen Sumrasar et par dage, og få brugt lidt tid med de andre piger derude. Der er lige ankommet to britiske praktikanter, og så er der Noopur fra Indien, som har været her noget tid allerede.

Jeg deler værelse med Noopur, og vi hyggesnakker om aftenen inden vi går i seng. Hun kommer fra Østindien, men går på universitetet her i Gujarat regionen, hvor hun har boet de sidste tre år.
Noopur har en kæreste, som hun har været sammen med de sidste to år, og som hun taler i telefon med hver aften. Jeg spørger om hendes forældre ved det – ’nej, det gør de ikke’! Og de ville heller ikke tillade det. Hun kan aldrig gifte sig med sådan en som ham, da han er fra en anden del af Indien, og derfor fra en anden kultur. Til maj er hendes uddannelse færdig, og så rejser hun tilbage til hvor hun kommer fra, samtidig med at hendes forældre så vil lede efter en mand til hende. Det gør helt ondt indeni at høre om det. Noopur er ikke som en af landsbypigerne her, som lever i et lille isoleret samfund – nej hun er uddannet og klæder sig vestligt, og vil gerne arbejde og have en karriere, men hun kan ikke trodse sin familie, og det er altså deres hensigt at bestemme hendes ægtemand. Tak mor og far, mumler jeg indeni, for at det ikke er sådan derhjemme.
Videre fortæller Noopur at hun håber ikke hun skal giftes indenfor de næste to år, da hun lige er blevet færdiguddannet, og rigtig gerne vil i gang med sin karriere. Når hun bliver gift, vil hun ikke længere tilhøre sin egen familie, men nu mandens, og skal flytte hen til hvor de bor. Det er så dem der afgør om hun kan få lov til at arbejde og bruge sin uddannelse, eller om hun bare skal blive i hjemmet og være husmor.

Det bliver mere og mere trist at høre om, selvom hun nu lyder meget afslappet, og som om at hun har accepteret skæbnen, fordi hun ikke har andet valg.
Min anden jævnaldrende veninde hernede, Bhavisha, og jeg havde en lignende snak. Hun har aldrig haft en kæreste, da hun ikke har turde forelske sig i en hun ikke kunne få. Hendes mand skal jo have samme sociale status, samme religion, samme rødder osv. Hendes forældre er nu begyndt at kigge efter en mand til hende, og har i det mindste lovet hende, at hun må få en måned til at lære ham at kende, og hvis hun så virkelig ikke kan lide ham, så kan hun sige nej, men der skal være god grund til det. Bhavisha stresser helt vildt over det! Hun synes det er super ubehageligt at skulle afsættes til en fremmed mand lige om lidt, og så flytte over til ham og lade ham og hans familie bestemme over sig. Hun er også uddannet og ved at få en god karriere og har masser af ambitioner, som måske kan blive manet helt i jorden. Hendes familie er velhavende, og kigger også efter mænd i udlandet til hende, som bare har rødder i deres område. Så måske skal hun flytte til den anden ende af Verden oveni.

Tak, tak, tak skæbne for at have født mig ind i et dansk hjem.

Noopur skifte emne, og spørger hvordan jeg kan finansiere mine studier uden at arbejde. Emnet er ikke mere rart at tale om, da jeg så må fortælle hende om SU, om hvordan vi i Danmark har fri uddannelse, gratis sygevæsen, understøttelse 10 gange større end en almindelig løn her. Jeg prøver at forklare det med de høje skatter, men hun er stadig helt i chok! I Indien bruger de fleste familier det meste af deres formue på netop uddannelse og sygevæsen, så at vi får det gratis er jo nærmest grotesk i hendes øre! Og i mine øre at man bruger så mange penge på at lade sine døtre uddanne, bare for at give dem stemplet ’uddannet’, så de har højere værdi på giftemarkedet, men ikke for at de kan få lov at bruge deres evner bagefter…

Categories: Indien, Kultur

Comments are closed.