Jeg synes selv jeg er rigtig god til at smile, og til at møde fremmede med et smil. I Iran er det også nemt at gøre det, når de fremmede er nysgerrige og venlige og smiler tilbage igen. En dag hvor jeg faktisk var alene, gik det virkelig op for mig hvor meget jeg kunne få ud af det at smile og give sig tid.

Jeg var i Yazd, en af verdens ældste byer, der har et gammelt centrum fyldt med smaller gader mellem huse lavet af mudder. Et af byens seværdigheder er Alexander’s Prison, ikke at Alexander den Store nogensinde har været tilfangetagen der, men det er en bevaringsværdig bygning der nu er ramme om forskelligt kunsthåndværk.
Jeg gav receptionisten et kæmpe smil og tiltalte ham ved navn (go go navnskilt), og mens jeg stod og fumlede med mine penge viste han mig ind gratis. Det er tredje gang det sker, og da jeg betaler 10 gange så meget i entré som en lokal, klager jeg ikke når jeg får lov at komme gratis ind.

Første kunsthåndværker lavede glas hvor han skar mønstre i glasset med en maskine. Jeg smilte og blev og observerede ham arbejde et stykke tid, mens jeg desuden talte lidt med hans assistent. Glasmageren tog en pause, snakkede med, og tilbød mig så at prøve maskinen. Jeg lavede en fin lille stjerne i et stykke prøveglas, og bagefter endnu en stjerne i et tilskåret glas som jeg fik lov at tage med hjem.
Han inviterede mig på frokost, men måtte trække sin invitation i land igen, efter at have talt med konen, da hun ikke var hjemme og derfor ikke kunne modtage gæster.
Jeg takkede i stedet farvel, og lovede at sende film og billeder. Har desværre mistet visitkortet til glasmageren, så I må nøjes med at se filmen i stedet.

Næste stop; keramikeren. Vi faldt også lynhurtigt i snak og jeg spottede at han havde nogle instrumenter hængende inde bag ved. Jeg ved meget mere om musik end keramik og spurgte til dem, og inden længe sad vi på hver vores stol med et iransk instrument i hånden og prøvede at spille sammen.

Jeg ville fortsætte rundt, men stedet skulle til at holde middagslukket. På vej ud spotter receptionisten mig, og tilbyder at vise mig byens ældste bygning, der ellers er låst af, men som han har nøglen til. Der var ikke rigtig noget at se derinde, men det var da flinkt af ham alligevel.

Jeg fortsatte min tur rundt i byen der bl.a. bød på en længere snak med en tæppehandler og en grinende familie der tilbød mig lokale kager.

Af en dag alene følte jeg mig ikke særlig alene…

Kunsthåndværker der arbejder i en glasplade.

Kunsthåndværker der arbejder i en glasplade.

Keramikeren som jeg spillede musik og snakkede med.

Keramikeren som jeg spillede musik og snakkede med.

Dekorerede glas

Dekorerede glas

Alexander's Prison set udefra.

Alexander’s Prison set udefra.

Gade i Yazd

Gade i Yazd

Categories: Iran, Israel, Kultur

Comments are closed.