Jeg er tilbage i Vietnam på en måneds rundrejse, og har en uge i Nha Trang, hvor jeg sidste tur var fem uger, og derfor kender godt og har flere lokale venner. Ingen Nha Trang uden Easy Rider motorcykler – det er det man gør her, tager på tur i højlandet. Jeg blev venner med flere af motorcykelguiderne, og især en der hedder Boo, der var leder på de to weekendture vi var afsted på. I et tidligere indlæg fortæller jeg om hvor overrasket jeg blev over at se hans hjem og hvor fattig han egentlig er – læs det tidligere indlæg her. Han fik en diskusprolaps sidste år og måtte gennem en dyr behandling. Han solgte sin motorcykel, men havde stadig ikke råd, og derfor spurgte han om jeg ville låne ham de sidste penge. Jeg var ikke i tvivl om hvor nødvendigt det var for ham, men hadede at skulle have penge mellem venner, og at han skulle kæmpe for at tilbagebetale dem til mig, så endte med at forære ham det manglende beløb (ca. 400 amerikanske dollars). Han blev rask og arbejder nu igen.
Ved gensynet i år talte han igen om at betale pengene tilbage, og jeg måtte understrege at der var tale om en foræring og at han ikke skylder mig noget som helst. Det virker så som om at han forsøger at give tilbage gennem oplevelser; det er blevet til to aftener og en eftermiddag hvor jeg er blevet taget med rundt til alt muligt. Super sjovt, og egentlig det jeg gerne vil fortælle om 🙂

Jeg får en stor krammer af Boo da han henter mig, og vi kører af sted på en firmamotorcykel som han låner til privatbrug også, og nu er ”hans”. Vi mødes først med nogle af de andre Easy Ridere, som sad på små stole på gaden og spiste nudler af fælles tallerken og drak øl – så vietnamesisk som det kan blive. Som sædvanlig ingen bekymring for at køre under påvirkning, og som gæst er det valget mellem oplevelserne og sikkerheden, og så kommer oplevelsestrangen bare frem i mig. I det mindste kører de ikke så stærkt. Måske jeg skulle sende en bøn til den kvindelige buddha, der holder hånd over en i trafikken, en gang imellem.
Nå, men hygge med dem, og så videre ud og spise vietnamesisk pizza på et gadekøkken. God mad til to personer for sølle 7 kroner!

Vi kører videre og stopper et sted hvor de rige spiller billard får jeg at vide. Vi går ind af døren til et stort lokale med noget der ligner 10 billardborde med 3-5 spillere ved hvert bord. Det er alle velklædte ældre mænd, og omkring dem står meget letpåklædte servitricer i små røde kjoler og tårnhøje hæle. Jeg føler mig rimelig malplaceret – især da jeg har brugt hele dagen på tur og hospitalet og er lettere beskidt, svedig og i simpelt arbejdstøj, intet der ligner fest. Boo kender nogle af mændene og vi bliver inviteret til et bord og følger med i spillet. Det viser sig at være et spil jeg aldrig har set før, uden huller i hjørnerne, med tre bolde; en rød, en gul og en hvid, hvor man skal ramme en bold, tre bander og så den anden bold for at få point. Super svært! Mændene forklarer mig entusiastisk reglerne, giver cola og mango og er i det hele taget rigtig flinke, så jeg ender med at synes det var et skægt, oplevelsesrigt stop. …gid bare pigerne i kjolerne ville smile, for jeg følte stadig en patriarkalsk  kultur skinne voldsomt stærkt igennem…

Stop ved nytårsdekorationer for et fint billede, ved kontoret og så på bar med et par andre motorcykelgutter igen. Jeg kom hjem i seng og opdagede at klokken kun var 22.30, hvilket slet ikke gav mening med alle de oplevelser.

Næste eftermiddag tog Boo mig med på landet, ud til nogle venner der lever af at lave keramiske potter til at grille mad på. De boede ude mellem bananpalmer og rismarker i en lille blikhytte. Vi købte mad på markedet som vi tog med derhen, for så netop at spise grilmad til frokost, lavet på lerpotte. Super hyggeligt, og virkelig lokalt. Jeg var forberedt helt tilbage fra Danmark med gaver til situationer som disse. Denne gang havde jeg taget en lille flaske Aalborg taffel akvavit med, og det var lige i øjet. Mændene til frokosten drak hjemmebrygget risvin, der er en stærk, ikke særlig velsmagende alkohol. Akvavitten var i udsøgt delikatesse til sammenligning, og den blev lovprist højt. Samtidig tænkte jeg tilbage på hvor mange danskere jeg har set skære ansigt af snapsen på julefrokostbordet, og bare drukket det for kulturens skyld. Jeg havde noget lokalt slik med til kvinden i huset, som også blev glad.
Jeg fik så lov at køre med hende ud og købe lokal bønne is så jeg kunne smage det. Kostede 30 øre for en is, som smagte udmærket. Kan bare ikke få det til at give mening at der er nogen der har dyrket bønnerne, nogle lavet de andre ingredienser, nogle groet træer til ispinde, lavet selve produktet, solgt det til en butik, der sælger videre, og de alle stadig kan tjene på det… så billig er Vietnam altså heller ikke.

På tilbagevejen svingede vi forbi Boos hjem og hilste på hans børn. Jeg havde kridt med til dem og tegnede en hinkebane ude foran huset og lærte dem at legen. De tegnede begejstrede en masse nye felter og hinkede gennem dem, lige indtil den sure onkel kom og skældte ud over at vi havde tegnet på jorden… min skyld, men børnene der fik skylden… ups

Samme aften mødtes vi igen og tog ud på landet til en anden ven, der var ved at fange fisk i drænløbet fra rismarkerne, med en pind med en strømledning og et net. Jeg ville virkelig gerne have set ham fange en fisk på denne måde, men desværre var vi sent på den, og så ham bare lede lidt mere efter fisk med pandelampen, og hans spand fyldt med små levende rismarks-fisk. Sjovt.
Dagen sluttede med at vi tog på europæisk (eller bare alle andre udlændinge end asiater og russere) bar og spillede pool. Boo var så super sej til det at han kunne forklare nogle helt vilde skud og så faktisk gennemføre dem – må være hans erfaring med tre-kugle-spillet, som bare får pool til at ligne barnemad. I hvert fald var jeg glad for at være medspiller og ikke modspiller.

Det var det for denne gang, har haft masser af arbejde i ugen i Nha Trang, men glæder mig da til en håndfuld kulturoplevelser igen når jeg kommer forbi næste gang 🙂

Boos børn og jeg tegner hinkebane

Boos børn og jeg tegner hinkebane

Frokosten tilberedes på grilpotterne.

Frokosten tilberedes på grilpotterne.

Gril-potter

Gril-potter

På vej på landet - altid sjovt bag på motorcykel.

På vej på landet – altid sjovt bag på motorcykel.

Det mærkelige billard der var et helt andet spil

Det mærkelige billard der var et helt andet spil

Nytårspynt

Nytårspynt

Vietnamesisk-pizza-gademads-stedet

Vietnamesisk-pizza-gademads-stedet

Et par af motorcykelgutterne, på gaden den første aften.

Et par af motorcykelgutterne, på gaden den første aften.

Categories: Kultur, Vietnam

Comments are closed.