Nogle oplevelser er så skøre at jeg bare må gå grinende derfra og dette var en af dem.

En gruppe af kursisterne og jeg ville gerne have massage og havde hørt om et sted hvor massørerne alle er blinde, hvilket vi syntes kunne være mægtig skægt. Først blev vi ledt gennem en restaurant og skulle så tage elevatoren op på 4. sal. Vi gik alle ind til vi stod helt tæt, dørene lukkede og så skete der ikke mere. Elevatoren rykkede sig ingen steder og ville heller ikke åbne døren. Et par stykker var ved at blive pressede, mens jeg syntes det var skægt, men det gik ikke længe før et par stærke gutter havde trukket døren op manuelt.

Op af trappen til et lille venteværelse hvor vi på menukortet kunne bestille hvilken slags massage vi ønskede. Jeg var frisk på en fuld kropsmassage med body lotion, og efter bestilling blev vi alle ført ind i et rum med en masse brikse adskilt med nogle gardiner, og ind kom 6 blinde mænd. De var klar med det samme, mens vi andre fedtede rundt med gardiner og tøj for at få lidt privatliv, og så gik 1 times sjov i gang. Massørerne var virkelig dygtige og gode til at mærke hvor der var spændinger og give lidt ekstra der. Vi kunne alle snakke sammen og grine af oplevelserne, når f.eks. den ene massør trommede vildt i takt på ryggen af en af gutterne. Efter massage fra top til tå på bagsiden blev vi vendt om, hvilket jeg ikke havde regnet med, men tænkte at det går nok, når han nu er blind. Men inden længe fik både mave og bryster massage, og så blev det alligevel en skrub skør oplevelse… Heldigvis var det kun meget kort, og i stedet videre til benene og ansigt.

Vi gik alle grinende derfra med en afslappet krop smurt ind i en dejlig creme. Det kunne jeg godt gøre igen, men næste gang beder jeg lige på forhånd om at undvære forsiden! 🙂

Categories: Vietnam

Comments are closed.