”Vi ses om lidt, I skal bare lige gå lidt gennem ørkenen og se den i solnedgangen, og så mødes vi ved overnatningsstedet” – couchsurfingvært. ”Kan jeg gå i bare tæer?” – mig. ”Nej, det er nok bedst du tager dine sandaler på” – vært. Det var hvad jeg fik at vide inden jeg sammen med tyske og franske turister og en kun-lidt-engelsktalende guide bevægede mig ind i en iransk ørken på et eventyr vi alle godt ville have været forberedt lidt mere på..
Vandring gennem sandet i den behagelige aften hvor der ikke er for varmt eller for koldt, og kunne mærke sandet med de bare tæer er virkelig skønt. Vi blev forfulgt af en større flok fluer der især var glade for farven grøn, så alle der havde grønt på sig havde mange fluer – og mit tørklæde var selvfølgeligt grønt og hvidt. Endnu en gang måtte jeg takke mig glad for at skulle have meget tøj på, og på den måde ikke at have noget bar hud fluerne kunne sætte sig på.
Aftenen kom og ved solnedgang nåede vi nogle ørkenbjerge, som det viste sig vi skulle gå hen over – i terræn af klipper. Tak for info om at jeg skulle have mine sandaler på! Ville faktisk mægtig gerne have haft mine trekkingsko på, men måtte i stedet tage et par skræmmer på fødderne fra de skarpe klipper. Det blev heller ikke bedre af at vi skulle ned af bjerget på den anden side mens at det mildest talt var mørkt, og vi skulle skynde os for at bruge det sidste dagslys. Vores guide ville fører os ned af en stejl sti, men den anden pige der var med på turen sagde fra og nægtede at gå den vej i mørket. Jeg følte præcis som hende at det virkelig var farligt, men troede ikke vi havde et valg. Det viste sig heldigvis at der var en anden og længere vej ned, som gik gennem en skrænt med sand. I mellemtiden var det blevet helt mørkt. Heldigvis var der én af tyskerne der havde taget en pandelampe med, så i lyset fra den kom vi alle frem.. og endte egentlig med at have syntes det var et fedt eventyr.
..også selvom vi skulle sove på den bare jord (tænkte igen på min oppustelige madras der lå tilbage sammen med vandreskoene og pandelampen hjemme hos min vært).

Det hele kan opsummeres i iranernes anderledes forståelse af eventyr og udfordringer – de er noget mere hårdkogte end vi europæere. Gik en tur op ad et bjerg med 1000 trappetrin op til en ruin, hvor der var helt proppet med lokale familier der ikke havde det mindste imod at skulle have både børn og picnickurv med til toppen.
På vandretur med de mere garvede nær Shiraz skulle vi klatre en masse, og da vi så nåede toppen blev kogegrej, tæppe og et kæmpe opsæt til frokost igen hævet frem. De går aldrig ned på mad, og det er intet problem at slæbe det op ad et bjerg.
Turen bød også på en længere strækning langs en lodret skrænt med nok 500meters fald, som vi jo bare tog i godt humør og høj sang. Jeg er glad for at jeg ikke lider af højdeskræk.

I nord klatrede vi igen rundt på klipperne og badede i vandfaldene, hvor der var unge gutter der sprang i fra mange meters højde.

Der har ikke været en eneste af mine værter der ikke har elsket at komme ud i naturen og campere, gå rundt, lave bål og drikke te i det fri. Det er overraskende, og personligt synes jeg det er skønt. Det eneste de mangler at lære er at rydde op efter sig – der er desværre en masse skrald i naturen som bare bliver efterladt af de besøgende.

En sidste notits til eventyr; endnu en ørkentur ved Varzaneh tæt ved Esfahan, tidlig morgen sammen med min vært af sted. Igen ønskede vi glæden ved at gå i sandet med bare tæer og tog skoene af og satte ved en busk – vi var alene, og kunne jo uden problem følge vores fodspor tilbage til stedet. Gik et stykke og valgte så at sætte os i skyggen af en busk og snakke. Samtalen flød, vi sang og nød morgenen, indtil jeg siger at vi skal passe på ikke at være her for længe, for så bliver det for varmt i solen at gå tilbage. …og det gjorde det! Ikke selve luften, men sandet. Så snart vi trådte ud i sandet der havde været i sol hele morgenen brændte det fødderne og vi løb hen til næste busk og dens skygge. Derfra videre i løb igen, indtil vi kom tilbage til skoene, hoppende fra busk til busk. Mine tæer var helt røde og havde begyndende vabler. Heldigvis besøgte vi lige efter en kamelhyrde, som havde et gult mirakelmiddel mod netop forbrændt hud, som jeg fik smurt på, og det hjalp faktisk gevaldigt.

Nu må jeg snart have lært at forvente at med iranerne bliver det mere ekstremt og udfordrende end vi som europæere forventer af ”en lille gåtur” eller ”picnictur” eller hvad de ellers byder på. Men yes, det er fedt!

 

Tæppet snyder - det er ikke tykt overhovedet. Vi sov nærmest på jorden. Her i morgenlyset kunne vi nyde den smukke udsigt.

Tæppet snyder – det er ikke tykt overhovedet. Vi sov nærmest på jorden. Her i morgenlyset kunne vi nyde den smukke udsigt.

Fluerne der elsker grøn.

Fluerne der elsker grøn.

Vandring mod bjergene hvor det derefter blev mørkt.

Vandring mod bjergene hvor det derefter blev mørkt.

Vi går i randen og der er flere hundrede meter ned ved siden af.

Vi går i randen og der er flere hundrede meter ned ved siden af.

Picnic på bjergtop - det spares ikke på noget.

Picnic på bjergtop – det spares ikke på noget.

Categories: Iran, Israel

Comments are closed.