Med rundrejse i New Zealand og Australien oplever jeg to vidt forskellige syn på deres urbefolkning hhv. Maorierne i New Zealand og Aboriginals i Australien. Ved ankomst til New Zealand er noget af de første man lærer er at sige ”Kia Ora” som betyder ”Hej” på Maori. Når vi rejser rundt og er på forskellige ture bliver vi mødt med Maori myter, kultur, sprog og masser af guider m.m. med maori afstamning og tydelige træk fra deres forfædre. De er ikke helt så mørke alle sammen, og mange er en blanding af kiwi (de hvide på New Zealand) og maori, men holder fast i begge kulture og sprog. Der er en tydelig stolthed af fortidens stammefolk og dets historie. New Zealands nationalsang starter også med et vers på Maori. Jeg rejser rundt og har en følelse af at være vidne til vellykket integration af to kulturer (Maori og kiwi) der lever side om side og indflettet i hinanden, og er udgangspunktet for en samlet nutidig kultur.

Næste stop på turen efter New Zealand er Australien med start i Cairns. Det første syn med aboriginals vi mødes af er alkoholikerne på gaden og advarslen mod dem, samt alle fordommene. Alle ture vi er på i Australien har ”hvide” guider og det er kun få som tager fat i den oprindelige kultur og deres myter. De hjemløse på gaden er hovedsaligt aboriginals og de er kulsorte – der er ingen mix her gennem generationer.
Jeg forsøgte at tale med dem, og det var sværere end som så. Svært at forstå hvad de mumler ud gennem manglende tænder og haldfulde tilstand, og flere gange veg de bare væk fra mig. Jeg så en ung teenage pige der sniffede deodorant midt på gaden – tidligt misbrug. Jeg spurgte nogle lokale Aussies til mine observationer, og de fortalte bare at det er endnu mere grelt i Alice Springs inde i det centrale Australien.

Nu er det her selvfølgelig sat helt på spidsen, og der er skam velfungerende urbefolkning i Australien, og sikkert problemer nogle steder i New Zealand, men det er virkelig en tydelig forskel på stolthed og forholdet til urbefolkningen i de to lande. Mine deltagere begyndte at spørge mig til hvad det kan skyldes, og jeg måtte være svar skyldig. Efter at have undersøgt det videre er der forklaringer der peger på at det skyldes vidt forskellig samfundsstruktur som de første europæiske tilflyttere blev mødt af. Maorierne var påklædte, interesserede i handel, talte et fælles sprog dyrkede jorden og arbejde med jordejerskab. Europæerne var altså nødt til at forhandle og lave aftaler med Maorierne, og har haft dem inkluderet i parlamentet siden 1867.
I Australien blev europæerne derimod mødt af primitive folk der levede i stammer, uden tøj, uden jordejerskab og fungerende som jægere og samlere. De har simpelthen været stenalderfolk til sammenligning med Maorierne og har fra starten af ikke været anset som værdige til forhandling. Der var heller ikke noget jord at skulle forhandle om, siden der ikke var nogle der krævede ejerskab over den. Aboriginals fik først stemmeret i 1967, og var slet ikke anset som ligeværdige i samfundet før da.
Mht. alle de hjemløse er det et levn fra ”den tabte generation”, som var en generation af aboriginal børn der blev taget væk fra deres forældre og sat i kristne skoler. Børnene mistede helt kontakten til deres hjemstavn, men blev samtidig ikke optaget i det australske samfund, og endte med at søge flasken i stedet. Det er blevet til generationer af hjemløse på gaderne i nogle af storbyerne.

Jeg håber at Australierne en dag bliver lige så stolte af deres urbefolkning som New Zealænderne er, og at de vil være en helt inkluderet del af samfundet.

Her er tre af mine deltagere sammen med maorier fra et show ved Waitangi Treaty grounds, hvor der blev forhandlet om jordejerskab og magten i New Zealand.

Her er tre af mine deltagere sammen med maorier fra et show ved Waitangi Treaty grounds, hvor der blev forhandlet om jordejerskab og magten i New Zealand.

Categories: Australien, Kultur, New Zealand

Comments are closed.