Tilbage på Fiji med 30 glade unge mennesker fra Dansk Studie Center. Vi holder til i Pacific Harbour på sydsiden af hovedøen Viti Levu hvor vi er i tre uger mens der er et undervisningsforløb i Personlig Udvikling og Kommunikation.

Ugen starter med regnvejr. Det er regnsæson, dagene har indeholdt både regn og sol, men fra mandag var det vendt til langt mere regn end sol. Ash, der arbejder på resortet og altid tager sig af de danske grupper, kom med mandagens mest trælse nyhed; det ville blive regnvejr de næste 10 dage og måske cyklon. Really? Min indre skeptiske danske skreg straks at man ikke kan forudsige vejret 10 dage frem, men vi skulle nok lige have en snak om cyklonen. Jeg havde en fin erindring om cyklonen Winston der ramte Fiji i januar, som fik hustage til at flyve og kostede en del menneskeliv. Det var en 7er på skalaen (5++ fik jeg korrigeret senere, da skalaen kun viser sig at gå til 5).
Hvad er en cyklon? Orkan med regn. Det er den bedste måde at beskrive det på. Ligesom orkaner er det en stor storm med et centrum og blæst cirkulerende omkring. Cyklonerne kommer på den sydlige halvkugle af kloden og samler en masse vand med op på vejen.

Så jeg hev fat i Ash – hvad var det lige vi kunne forvente? Jeg blev sat ind i diverse metrologiske hjemmesider og forklaret at der bare var et stort lavtryk nordvest for Fiji på det tidspunkt, som kunne udvikle sig til en cyklon i kategori 1 eller 2. Med 1-2 menes der at tagene bliver på husene, men det stadig er farligt at gå ude med risiko for at få flyvende kokosnødder i hovedet. Okay, fair nok, ingen udgang i selve cyklonen, hvis den altså kommer.

De andre Fijianerne rystede på hovedet af Ash og sagde at han kørte det alt for meget op. Jeg blev pludselig i tvivl, men Ash fortalte så at Fijianerne aldrig tog cyklonvarsler seriøst før i sidste øjeblik hvor de så spæner rundt. Det samme havde været tilfældet med Winston. Jeg besluttede at lytte til Ash.

Vi trak det en dag, og så startede morgens undervisning med at jeg gav en cyklon-status. Det blev ved med at være et lavtryk nordvest for Fiji der ikke bevægede sig særlig hurtigt. Og regn…

Vi afholdte cyklon-briefing med hvordan vi skulle forberede os. Alle skulle sørge for at have indkøbt dåsemad og andet der ikke behøvede køleskab, da der er stor risiko for at strømmen vil blive afbrudt. Drikkevand var også vigtigt at få indkøbt i rigelige mængder. Hvis der ville blive lukket for vandet ville vi blive udstyret med spande så vi kunne hente vand fra poolen til vores toiletter. Resortet havde købt en masse stearinlys ind så vi kunne se i mørket.

Først lød det hele lidt skræmmende, men vi begyndte også at se frem til en oplevelse, og en hyggeweekend med en masse spil. Vi måtte aflyse weekendens ellers planlagte aktivitet; faldskærmsudspring.

Torsdag tog regnen til, og ikke bare lidt, men rigtig rigtig meget. Vi vågnede op til en græsplæne der snarere var en sø og nedbør der varede hele dagen som kunne gennembløde på få sekunder. Det var troperegn som overgik hvad vi kender af regn fra Danmark.
Cyklonen? Vejrudsigten rykkede den hele tiden, men sagde nu fredag eller lørdag. Status var dog ændret til at den ville komme sydøst og ramme os, samt med høj risiko for at det ville blive en kategori 1-2 cyklon.

Natten til fredag gik strømmen. Til gengæld vågnede vi op til en helt stille dag, med sileregn. Stilhed før stormen? Det viste sig at strømmen var gået fordi der var kommet store oversvømmelser fra torsdagens regn som havde resulteret i jordskred der havde væltet nogle elmaster.
Jeg var ude og handle ind til cyklon og få tømt mit køleskab helt og var klar med konservesmad.

Fredagen gik, og der skete ikke rigtig noget. De nationale metrologer havde lovet en melding klokken 13, om cyklonen bevægede sig sydøst. Ud på eftermiddagen kom der endelig en melding; cyklonen er formet, vinden er skiftet om i vest, og den passerer udenom Fiji. Vi var så forberedte, og så ingenting.. strømmen kom igen og regnen fortsatte. Ingen cyklon, bare regn, hele ugen.

Her til morgen (søndag) kiggede solen frem bag skyerne og alle var glade og forhåbningsfulde. Vi håber at de 10 dage måske kun er 7 og vi kan lade vandpytterne tørre op igen.

Trappen er forvandlet til et lille vandfald

Trappen er forvandlet til et lille vandfald

"Wet floor", ja det kan vi godt se.

“Wet floor”, ja det kan vi godt se.

En mindre sø på gåtur ned mod stranden

En mindre sø på gåtur ned mod stranden

Udsigt fra mit værelse

Udsigt fra mit værelse

Græsplænen der forvandles

Græsplænen der forvandles

Categories: Fiji, Seychellerne, Natur

Comments are closed.