Top bar couchsurfing

CouchSurfing kan jeg simpelthen ikke anbefale nok. Det har været vejen til langt de fleste af de helt unikke og særlige oplevelser på mine ture. Jeg har mødt fantastiske mennesker ude i verden og har modtaget verden i mit eget hjem. Min samlede erfaring tæller nu over 60 gange surfet i 25 forskellige lande, og været vært omkring 50 gange, deltaget i forskellige event, trekkingture og sågar været vært og arrangør for et bryllup.

CouchSurfing er en hjemmeside hvor man kan oprette en profil og fortælle om sig selv og det sted at man bor. Når man skal ud og rejse er det muligt at søge efter lokale i området og så forespørge at bo hos dem i nogle dage. Det hele omhandler kulturel udveksling og en lyst til at lære andre mennesker at kende. CouchSurfing er gratis og det eneste man som ”surfer” kan forvente er et sted at sove, men som regel er der meget mere med i pakken; gode snakke, anbefalinger til steder at se, måske en rundvisning eller i heldige tilfælde invitationer til ture eller fester.
Værterne gør det ligeledes for interessen i at møde folk fra andre lande og at ”rejse” i ens eget hjem.

Efter at man har surfet eller været vært er det god skik at efterlade en reference. Disse rangeres i positive, neutrale og negative oplevelser og på den måde er det muligt at sorterer de mennesker fra der ikke bruger siden korrekt (har været ubehagelige, har brugt stedet som hotel eller lignende). Det giver en stor sikkerhed og som enlig kvindelig rejsende er det jo muligt at vælge kun at bo hos andre kvinder der har gode referencer. Personligt elsker jeg at bo hos nye CouchSurfere der ikke har været værter før, fordi de som regel er ekstra engagerede og gerne vil fortælle og vise en masse for at gøre et godt indtryk.

Fantastiske oplevelser jeg har haft gennem CouchSurfing:

  • Boet hos nomader i Mongoliet og hyrdet får på hesteryg
  • Været på weekendvandreture i England og Australien med en stor gruppe mennesker af blandede nationaliteter
  • Været vært for et bryllup mellem en ungarsk kvinde og indisk mandag
  • Lavet pandekage hyggeaftener med en masse lokale
  • Taget surfere med ud og klatre i træer med udstyr
  • Set specielle steder som en gemt klippekyst i Australien, hvor vi skulle kravle ud gennem en smal tunnel for at komme dertil
  • Boet i en hytte oppe i træerne
  • Blaffekonkurrence rundt i Danmark
  • Snorkle og kajaktur
  • Spist en hel masse fabelagtigt hjemmelavet mad rundt omkring i verden!

Periode: 2008 – nu
Steder jeg har surfet: Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Italien, Ukraine, Litauen, Estland, England, Skotland, Irland, Rusland, Iran, Mongoliet, Kina, Hong Kong, Laos, Cambodja, Vietnam, Indien, Australien, New Zealand, Kenya, Tyrkiet, Canada.

Billedsamling couchsurfing

Categories: Travels

Comments are closed.