Det er en ting hvad vi oplever som hold og turister og noget helt andet hvordan vietnameserne virkelig lever. Vi ser kun det som de vælger at vise os, og jeg er efterhånden kommet personligt tættere på nogle stykker af dem og fået en større kulturel indsigt. Den der gjorde størst indtryk på mig var et besøg hos Boo, Easy Rider lederen.

Jeg har indirekte skrevet om ham i et par tidligere blogindlæg, og netop her nævnt det som bliver vist os turister. Boo har været leder på to af vores weekendture hhv. motorcykelturen op i bjergene og weekenden efter hvor vi var på bustur til en by der hedder Mui Ne. Chaufførerne fortæller hvad vi oplever, mens de pjatter, laver sjov og viser deres ”party-tricks”. Boo er ham der spiser gekkoer og forvandler cigaretter til penge (se sidste blogindlæg). Den oplevelse vi får af dem på tur er at de er super tossede og sjove og gør alting med et smil på læben.

Jeg snakker altid med vores guider og vil gerne være venner med de lokale, og ligeledes med Boo. Han inviterede mig til at komme hjem til sig og møde hans familie en aften, og det var her jeg pludselig fik oplevet hvordan livet er helt anderledes end det vi ser som gruppe.

Boo har tre børn og er midt i en skilsmisse. Han havde taget konen i utroskab og derved tabt ansigt i byen, så er der kun to muligheder; blive skilt eller at flytte til en anden by. Børnene er for det meste hos onklen som hele tiden har taget sig af dem når Boo er på tur i flere dage, og det var der jeg var inviteret til, da Boo ellers kun har et lille værelse hvor han sover med sin datter.
Han hentede mig på motorcykel sammen med sine to yngste, Ruby på 5 og Ben på 6, som sad foran og bag ved Boo og så sad jeg aller bagerst. I Vietnam er der ikke grænser for hvor mange der kan være på en motorcykel eller scooter.
Hjemmet var virkelig overraskende fattigt. Det var et lille byhus hvor de bor en hel masse mennesker sammen, generelt var der folk og børn overalt. Jeg havde hjemmefra fået noget Duplo med, som jeg havde med i tasken og gav til Ben og Ruby, som blev virkelig glade for det. Er ikke sikker på de har andet legetøj, så det var virkelig det rigtige sted at give den gave.

Vi sad ude på gaden på små plastikstole og spise fisk til aftensmad – rigtig lækkert faktisk, men det er det meste vietnamesiske mad nu, og talte om alt muligt og ganske seriøst. Slut med den tossede overflade, nu mødte jeg i stedet mennesket bag facaden. Han har nyligt fået en skade på ryggen og burde faktisk slet ikke arbejde, men er nødt til det for at kunne overleve. Når han arbejder fuld tid går halvdelen af hans løn stadig til skole betaling for børnene og så er der omkring 300$ tilbage i måneden til at betale husleje og brødføde ham og børnene. Ups – det var ikke meget, og pludselig blev det synligt hvor meget vores drikkepenge rykker i deres budget…
Boo er opvokset i Ho Chi Minh City delvist på gaden og har arbejdet siden han var 7 år gammel. Det han kæmper aller mest for er at hans børn skal have lov at være børn og ikke arbejde som han gjorde. Det var tydeligt at se hvordan han elsker dem højt og er en kærlig familiefar når han er hjemme.

Jeg sad og fik helt dårlig samvittighed over at være dansk og hvor nemt jeg har det… men sådan er livet jo bare, og i det mindste tror jeg at det har glædet dem rigtig meget med mit besøg. Jeg ville ønske jeg kunne vise kursisterne denne helt anden side af kulturen og give dem den ekstra indsigt, men de får i hvert fald historien og bliver måske inspireret til at give lidt ekstra i drikkepenge næste gang.

Categories: Kultur, Vietnam

Comments are closed.