Mødet med mennesker er virkelig det der sætter tankerne i gang hos mig, og for få dage siden gav to af mine lokale venner i Sydney mig indsigt i to vidt forskellige måder at indgå i et forhold på; hhv. arrangeret ægteskab og polygami.

Det var endelig lykkedes mig at få en aftale med Harita i fjerde omgang jeg er i Sydney med et hold, og jeg glædede mig helt vildt da jeg tog toget ned mod Wollongong og så frem til en formiddag og frokost i hendes selskab. Harita er en kvinde jeg kender fra Indien, hvor jeg boede et semester for fire år siden og arbejde hos en lokal NGO ude på landet i ørkenen. Hver morgen tog jeg en lokal ”minibus” til landsbyen hvor NGOen holdte til, faktisk en transporttur der afgik til et bestemt tidspunkt, modsat det meste andet i Indien. Så grundet pålideligheden var der flere med arbejde i Sumrasah Sheik (landsbyen) der var faste hver morgen, blandt andet en dame ved navn Nisha. Hun talte lidt engelsk og vi udviklede et venskab, der ledte til at Rasmus og jeg blev venner med hele familien og var på besøg af flere gange. Nisha er gift med Deepak og begge er af en familie af høj kaste og har arbejdet i bank. De har to børn, den ældste af dem Harita, der var 28 år da jeg mødte hende i Indien.
I Indien er der stadig 60 % der indgår i arrangerede ægteskaber, og mange familier er traditionelle og konservative og går meget op i at finde et rigtigt match til børnene; en inder fra den rigtige kaste. Denne familie var dog meget mere liberal og ligestillings indstillet og Deepak ønskede at Harita selv skulle finde en partner. Harita var dog fuldt optaget af at arbejde frivilligt med børn og med kvinder i svære vilkår og tage en uddannelse som journalist, og var ikke særlig optaget af at finde en mand. Indiske piger bliver oftest gift når de er 23-24 år gamle, så Harita var som 28 årig efterhånden ved at være i en kritisk alder at få afsat til en mand, og hendes familie pressede på for at hun skulle finde en. Og her kommer så det faktum der fascinere mig så meget; hun frabad sig valget og spurgte om faderen ville finde en mand til hende. Wauw! Mine vestlige friheds-værdier skriger inde i mig at hun kunne finde på at fravælge noget så vigtigt som valg af egen livspartner, men hun stolede på at Deepak kunne finde et godt match.
En kandidat viste sig; en inder med bopæl i Wollongong i Australien. Deepak aftalte med faderen til den potentielle mand at det kunne være en god mulighed med et giftemål, og derefter lod de Harita og ham være i kontakt over sociale medier. Efter et år med kontakt over afstand blev de enige om at det var tid til at gå videre med forholdet, han kom til Indien, de blev forlovet, gift og så flyttede de begge til Australien.

Jeg har siden været super nysgerrig på hvordan det så er gået med hende, men har ikke ville bringe det op online hvor vi har haft lidt kontakt, og det er altså gået i vasken at mødes alle de gange jeg har været i Sydney, indtil nu.
Efter en hyggelig rundtur i Kiama med snakken der bare flyder mellem os, spurgte jeg ind til hvordan hun har det i Australien og hvordan det går med hendes mand. Harita er glad; glad for ham og glad for sin situation. Hun ville selv have valgt en som ham hvis hun bare havde kunne finde en, så han er hendes type, og så er han altid på hendes side når der er knas med familien. I ægte indisk stil, så blander familien sig altid i hinandens liv, men nu er de en lille tosomhed og altid sammen i mulige stridigheder.
Hendes mand elsker Australien og har ingen interesse i at komme tilbage til Indien, heller ikke bare på besøg. Harita savner Indien, med dets gadeliv og farver, og hun savner de projekter hun arbejdede på der, men hun er glad for sit liv i Australien og afklaret med at blive der og bare selv tage på besøg i hjemlandet. Hun er dog ikke blevet statsborger endnu, selvom hun har haft chancen, da det ikke er muligt at have dobbelt statsborgerskab, og hun endnu ikke er klar til at opgive det indiske.
Det var skønt at se hende og dejligt at hun har det godt. Kærlighed er i hendes tilfælde noget der kan vokse, og handler om tillid til hinanden og til sine nære omkring sig og deres kendskab til en. Kærlighed uden den hovedkuldse forblændende forelskelse, men i stedet lavet ud fra et match og måske netop derfor kan gro og fungere over lang tid.

Jeg tog toget tilbage til centrum, nåede lige at lægge mine ting og så tage af sted til Jazzbar med live musik for at mødes med James, der var udvekslingsstudent i Ungarn samtidig med mig, og altså en ven mødt for 12 år siden. Vi har ikke været meget i kontakt, men jeg har mødtes med ham næsten hver gang jeg har været i Sydney. Han arbejder for et forskningsinstitut og laver forskning i teknologi og gener, programmerer, læser fysik og har været en del i medicinalindustrien også. Han tillærer sig det meste online, og kan nå et super højt niveau lynhurtigt med selvstudier, så han er absolut et af de klogeste mennesker jeg kender. Lærer altid en hel masse bare ved at mødes med ham og have samtaler på et væsentlig højere akademisk niveau end med nogle andre.
Vi har bare ikke talt kærlighed før, og det var derfor jeg måtte spørge hvad han mente da han præsenterede fløjtespilleren i jazzbandet for mig som ”en af mine partnere”. James fortalte at han er polygam og har fire kærester, og Jessica var så en af dem. Næste spørgsmål: ”Ved de det alle sammen?”, og ja, det er helt åbent og alle hans piger har også andre kærester. Jessica har en partner gennem 7 år og de valgte sammen sidste år at blive polygame. Det startede med at hun på universitetet forelskede sig i en anden fyr og ikke kunne acceptere tanken om at hun kunne elske to på én gang. Det var en lang accept proces, og viste sig at hendes partner havde været i samme tanker. De er stadig sammen og bor sammen, men har bare flere partnere, og dater andre. Hun fortalte hun havde været på date med en pige dagen inden, som hun skulle se igen. James skal med Jessica og hendes partner til festival i weekenden – generelt så hænger hendes kærester også ud sammen, fortalte hun.
For James har det også været en proces der har udviklet sig over de sidste fire år. Han har været i forhold, men åbne forhold, hvor de bare har haft sex med andre. Fra sidste år besluttede han dog at være helt polygam med flere kærester uden at have en ”hovedpartner”. Så længe alle er med på vilkårene har han ikke problemer med hvor meget de ses.
Jeg spurgte om han kunne forestille sig at bo sammen med en kvinde, og det kunne han godt, eller måske flere personer, det ville også helt okay.
For James og Jessica handler kærlighed ikke om at retningsgøre det mod en bestemt, men om at føle og uddele kærlighed til alle de mennesker som de har en tiltrækning til. Kærligheden bliver fleksibel og mangfoldig såvel som at der mange flere at hente det fra – flere til at dække ens behov.

Det var en vildt spændende dag! Jeg gik derfra mættet med skøn gypsy jazz og følelsen af at være beriget og udvidet i mit syn på kærlighed. Om end man lever med kærlighed som en størrelse rettet mod én person, der er valgt til en og lader den vokse ud fra at lære hinanden at kende uden forelskelse, eller man går efter alle forelskelser og lever med alle de mennesker man har følelser for, så er det jo helt okay.
Jeg er i et monogamt forhold baseret på forelskelse, sådan som vi i Danmark er det flest, men jeg elsker det faktum at Verden har så mange andre måder at tilbyde kærlighed på – bare vi griber det vi finder bedst.

Categories: Australien, Kultur

Comments are closed.